Den tidligere folkeskolelærer og danmarksmester i bodybuilding Hanne Poulsen blev invalid efter et alvorligt biluheld og måtte på morfin for at udstå smerterne, da kommunen ad flere omgange undersøgte, om hun kunne arbejde to timer om ugen.
Hendes fortid som bodybuilder reddede hende fra at omkomme efter et frontalsammenstød. Men musklerne var ikke til stor hjælp i det, der fulgte efter.
Vi spoler tiden tilbage til den 23. oktober 2014. Hanne Poulsen vågner op inde på en mark. Hun sidder i sin bil. Eller det, der er tilbage af den.
»Jeg kan ikke trække vejret. Mit instinkt siger mig, at jeg skal flygte, men jeg kan ikke komme ud af bilen til at begynde med, og jeg kan ikke bevæge mit ene ben, fordi min hofte er gået af led,« forklarer den i dag 56-årige tidligere lærer.
Kort forinden har hun forladt sit hjem i landsbyen Rårup i Hedensted Kommune for at køre et kort ærinde. Et sæt billygter kommer pludselig til syne i hendes vejbane, da hun er på vej over en bakke.
»Der var ikke meget bil tilbage. Jeg kan huske, at der pludselig var en masse mennesker omkring mig. Der kom to ambulancer, og jeg blev kørt i lynets hast til sygehuset. De bad min store dreng om at komme ud på ulykkesstedet, for de troede, jeg skulle dø.«
Hendes bil er kun et par måneder gammel. Den bliver påkørt med cirka 110 km/t. af den modkørende bil.
Hanne Poulsen har fået piskesmæld og noget, der ligner diskusprolaps i nakken. Brystkassen er slået ind mod hjertet, og det er derfor, hun har svært ved at få vejret, da hun først vågner op inde på marken.
»Jeg får at vide, at jeg har været i god form, og at det kan have reddet mig,« husker Hanne Poulsen, der blev kåret som danmarksmester i bodybuilding i 90'erne.
Hun forsøger derefter at arbejde fuld tid som lærer, men må opgive på grund af smerter og skaderne efter ulykken.
Da hun ikke længere kan få sygedagpenge, skal hun i et såkaldt ressourceforløb, hvor man skal afgøre, om hun kan få et fleksjob. Det betyder også, at Hanne Poulsens månedlige indkomst nu svarer til kontanthjælpssats.
Hedensted Kommune beslutter, at hun skal i virksomhedspraktik, så kommunen kan blive klogere på hendes arbejdsevne. Og Hanne Poulsen har det svært med sin nye rolle.
»Jeg var god til at bearbejde og snakke om ulykken, så jeg kom mig forholdsvis hurtigt over den rent psykisk, men ikke fysisk. Så for mig var ulykken ikke det værste. Det var mødet med systemet, for nu gik jeg fra at være patient til klient,« siger hun.
Hanne Poulsen finder selv en praktikplads, hvor hun skal hjælpe elever med læseundervisning to dage om ugen fra klokken 10 til 12. Men det går skævt helt fra starten af, og hun kører flere dage grædende til og fra skolen.
»Jeg får så ondt, at jeg kaster op, jeg må tage tidligt hjem fra skolen, og jeg sover hele eftermiddagen væk, når jeg kommer hjem.«
Hun får ordineret morfin af sin læge for at kunne udstå smerterne. Lægen konkluderer desuden, at hendes tilstand ikke bliver bedre, og at der ikke er nogen yderligere tiltag, der kan forbedre den.
'Hvor længe skal dette mareridt vare endnu?' skriver hun undervejs til kommunen.
Kort efter bliver praktikken afbrudt af praktikstedet.
»Det æder én op. Og samtidig tænkte jeg hele tiden på, om vi kunne blive boende, og om min søn risikerede at blive tvangsfjernet.«
På baggrund af praktikkens forløb mener kommunen ikke, at det endnu er muligt at konkludere, hvor meget Hanne Poulsen kan arbejde. Derfor skal hun i endnu en praktik to timer om ugen.
»Allerede efter en dag i min nye praktik må jeg tage morfin igen. Anden dag kører jeg forkert på vej hjem og ender i skoven i stedet for på hovedvejen.«
Praktikken må atter stoppe, og lederen af praktikstedet skriver desuden til kommunen, at hun aldrig havde sagt ja til at have hende i praktik, hvis hun havde vidst, at Hanne Poulsen var så syg.
En scanning viser derefter, at Hanne Poulsen har fået endnu en fraktur i nakken på grund af ulykken, som ikke er blevet opdaget før. Hun har også fået to blodpropper i hjernen. Hun er stærkt invalideret.
Hanne Poulsen får tilkendt førtidspension den 20 oktober 2018 – halvandet år efter ressourceforløbet begyndte.
»Jeg tænker bare, hvorfor skulle jeg udsættes for alt det her, når jeg nu hele tiden har haft papir på fra min egen læge, at jeg ikke ville få det bedre?«
