Endnu en møgsag kan lande på justitsminister Nick Hækkerups skrivebord.

B.T. kan nu afsløre, at dommerne i det danske retssystem er så glade for at bijobbe, at flere end nogensinde har søgt om tilladelse til at forlade retsbygningen. Dommerne bliver typisk brugt til at afgøre uenigheder og tvister i det private erhvervsliv eller mellem organisationer.

Dommerne udfører et nyttigt arbejde i deres bijob, men det står i vejen for den ambition, som justitsministeren tidligere har udtrykt meget klart.

Ventetiden på afgørelser i de danske retssale er urimelig lang. Gennemsnitligt venter danskere, der skal i retten, i 153 dage – eller mere end fem måneder. Da det er et gennemsnit, dækker det naturligvis over meget længere ventetider for enkelte borgere.

B.T. har tidligere fortalt om urimeligt lange ventetider hos politiet og domstolene, der samlet set giver et billede af et uretfærdigt retssystem, der ikke arbejder for ofrene. Vi har tilmed fortalt om sager, hvor den kriminelle har fået enten nedsat straf eller helt er blevet fritaget på grund af den lange ventetid.

Britta Nielsens svigersøn fik således en strafnedsættelse på sin fængselsdom mandag, fordi sagen havde været længe undervejs, som dommeren formulerede det.

Det kan ingen justitsminister leve med.

Derfor har socialdemokraten Nick Hækkerup da også tidligere varslet, at det skal ændres. Ventetiderne fra anmeldelse til dom skal ned, men han ændrer ikke noget, hvis ikke han griber til drastiske metoder.

De nye oplysninger om dommere, der gerne vil have et job ved siden af deres daglige beskæftigelse, gør blot arbejdet for justitsministeren endnu mere besværligt. Men værre endnu – det stiller borgerne i en endnu værre situation. Ventetiderne på opklaring og domfældelse vil ikke falde.

Nick Hækkerup har ikke andre muligheder end at gå meget drastisk til værks, hvis han vil have resultater og holde de øvrige politiske ordførere fra døren.

Der er stor politisk bevågenhed på netop de lange ventetider, ganske enkelt fordi det virker helt urimeligt.

Der skal prioriteres langt skarpere hos politiet. Den voldelige og borgernære kriminalitet skal klart prioriteres.

Der skal prioriteres langt flere straksdomme i retssalene, og derfor må Hækkerup nødvendigvis forholde sig til dommernes bijobberi.

Hvis de ikke selv reagerer og skærer ned på antallet af dommere, der hjælper det private erhvervsliv, må han som justitsminister få dem tilbage på dommerbænkene.

Retsbevidstheden her i landet kan ikke holde til, at der går mere end et år, fra en borger anmelder en sag, til den bliver afgjort.

Næste træk er dit, Nick.