En stram politik skal ikke måles på omfanget af venstreorienteret hysteri, men på antallet af indvandrere. 

Vi begyndte at tale om stram udlændingepolitik dengang Fogh blev statsminister - selvom han åbnede grænserne på vid gab. 

Der skete en eksplosion i indvandringen også fra ikke-vestlige lande, men jo, indvandringen fra islamiske lande blev bragt en smule ned. 

Siden da har vi været velsignet med gummibegrebet ’en stram udlændingepolitik’.

I sluthalvfemserne fik vi 8.000-10.000 indvandrere fra islamiske lande om året, og langt de fleste kom ind ved hjælp (eller udnyttelse) af asyl eller familiesammenføring. 

Det tal faldt måske til omtrent 5.000 i nogle år, indtil det eksploderede omkring 2015, hvor det nåede over 15.000. 

Var det nogle uheldige år? Næh, for sidste år kom der omkring 7.000 og året før mere end 8.000.

Jeg har fået hjælp til at trække tallene fra Danmarks Statistik, men enhver kan sige sig selv, hvad det betyder; at den katastrofale udvikling med islam, der fylder mere og mere, og som langt de fleste danskere af modstandere af, fortsætter. 

Og påstanden om ”en stram udlændingepolitik” må anses som noget, der befinder sig et sted mellem misinformation og fake news.

Er det, fordi politikerne lyver uhæmmet for os? Det er nok noget af forklaringen, men det er da muligt, at Mette Frederiksen gerne vil stramme op.  At hun vitterligt ér bekymret. 

Men uanset hvad, så kan hun ikke. For det første har hun lavet en faustisk pagt med Lars Løkke, hvis raison d’etre er at sælge ud af Danmark, men derudover arbejder både interesseorganisationer, EU, Schengen og mange andre forhold imod det.

Sidste år kom der flest muslimske indvandrere fra henholdsvis Bangladesh, Pakistan og Iran. Men der kommer faktisk også mange muslimer fra europæiske lande. 

Det ved vi, fordi Danmarks Statistik oplyser os, hvilket statsborgerskab, vores indvandrere har. Det er ca. 600 om året, og 2023, 2024 og 2025 var rekordår. 

De islamiske indvandrere kommer især fra Sverige, Tyskland, Norge, Storbritannien, Holland, Spanien, Italien og Frankrig. 

Det taler vi måske ikke så meget om, fordi det ikke passer ind i fatamorganaet om en stram politik.

At den ladeport står åben, er selvfølgelig en politisk beslutning. Det er ikke mindst EUs regler om arbejdskraftens frie bevægelighed, der gør det let at hoppe fra land til land og sværere for det enkelte land at beskytte sig mod de andres destruktive politik. 

I Spanien har den socialistiske leder siden årsskiftet åbnet for, at illegale migranter nu kan søge om at få lovligt ophold. 

Den spanske regering forventede selv, at den ville modtage 500.000 ansøgninger, men de er allerede nu oppe på 1,2 millioner.

Perspektivet er absurd. Det betyder grundlæggende, at illegale indvandrere kan vade ind i Spanien, få tildelt lovligt ophold og derefter vandre videre til resten af Europa. 

Nej, det sker ikke fra den ene dag til den anden, og der er mange forskellige ordninger og regler. Juraen er utroligt kompleks, men resultatet er ikke. Den islamiske indvandring fortsætter.

Enhver politisk løsning begynder med ærlighed om problemet. Og her er problemet, at det er decideret demokratisk uanstændigt at tale om ”den stramme udlændingepolitik” – når nu den førte politik overhovedet ikke er stram.

Vi må kræve ærlighed fra vores politikere. De bør stå ved, at de ikke aner, hvordan de skal forhindre mere masseindvandring. 

Derudover er der det uoverskuelige spørgsmål om demografi og kulturkonflikten med det parallelsamfund, der allerede er her.

Vi er meget langt fra en ’stram’ politik, og vi er meget langt fra at redde Danmark.