KLUMME: Vi har efterhånden vænnet os til, at vold, voldtægt, trusler og drab får forfærdende lave straffe. Men denne gang overgik retssystemet sig selv. 

Anklagemyndigheden, som er dem, der skal forestille at repræsentere os alle og tjene vores interesser, går efter bare otte til ti måneders fængsel. For at slå en uskyldig mand ihjel. 

Hvordan er det muligt? Hvordan kan et uskyldigt liv, taget af en ekstremt farlig afrikansk seriekriminel, der slet ikke burde være ude i samfundet, give sølle otte til ti måneders fængsel? Det skal jeg forklare dig.

Lad os bruge forsvarsadvokat Mette Grith Stage, der har ført mange store sager for frygtelige forbrydere, som eksempel.  For at forstå systemets måde at tænke på. 

Hun siger om sagen, at ”anklagemyndigheden har vurderet, at den vold, der er udøvet, ikke i sig selv er af særlig grov karakter.” 

Det er både sandt – og problemet i en nøddeskal. Anklagemyndigheden og resten af den juridiske klasse opfatter simpelthen ikke dødsvolden mod den svenske familiefar som så stort et problem som os andre. 

Det var ikke så slemt, for det var bare et knytnæveslag, som tilfældigvis medførte døden. Derfor skal han ikke have nogen synderlig straf. Den juridiske klasse lever i en anden virkelighed end os andre. 

For dem er ’retsfølelse’ noget, tilbagestående bønder går op i, mens ’retfærdighed’ handler om at kigge på enkeltelementer i sager, for eksempel at det ’bare’ var et knytnæveslag mod den svenske mand, og så dømme derefter. 

Uden at tage hensyn til, hvad det er, for nogle mennesker, de sender tilbage i samfundet efter endt, kort straf. Nogle gange får forbryderne tilmed rabat for at have begået mange forbrydelser. 

Jura-mennesket tænker sådan, fordi hendes hele identitet ligger i at se sig selv som moralsk ophøjet, netop fordi hun er ligeglad med retsfølelsen (eller sågar bliver opstemt af at se bort fra den). Det er en blanding af forfængelighed, fetish og ideologi.

Resultatet af denne ideologi er, at vi har et farligt retssystem, som tager mere hensyn til forbryderne, og som håner ofrene og de pårørende. 

Det bedste eksempel er systemets blinde modvilje mod strengere straffe. Systemets folk påstår, at straf ikke virker, hvilket altid har været en slags pæn løgn. 

For ja, straf helbreder måske ikke forbryderne, men det forhindrer mere kriminalitet, hvilket er dokumenteret igen og igen. 

Årsagen er enkel, for det er nemlig svært at begå mere kriminalitet, når man sidder i et fængsel.

Og det bringer os tilbage til sagen om den afrikanske drabsmand. Han var allerede dømt for både voldtægt og drabsforsøg. 

Så hvorfor var han overhovedet ude blandt os andre?  Hvis vi altså lige glemmer, at han burde være smidt helt ud af landet. Måske ville det være relevant med en kort straf for dødsvold, hvis det vitterligt bare var simpel vold og sort uheld. 

Men når man allerede har begået adskillige meget voldelige forbrydelser og er blevet dømt for det – og systemet belønner den farlige adfærd med … frihed – ja, så er det også et signal til samfundet om, at man tolererer vold mod uskyldige.

Juraklassens ageren i denne sag og utallige andre er selvfølgelig en måde at udtrykke foragt for os andre på: ’Vi kerer os så lidt om jer, at vi faktisk ikke vil beskytte jer mod farlige mennesker’. 

Den afrikanske mand kunne kun begå dødsvolden på Islands Brygge, fordi retssystemet havde nægtet at straffe behørigt i de tidligere, meget alvorlige sager.

Og grunden til, at retssystemet gjorde sådan, var, at systemet simpelthen har andre interesser end at beskytte danskerne. 

Gad vide, hvor mange flere sager af samme alvorlige karakter, der skal til, før politikerne begynder at sætte grænser for den juridiske klasses skruppelløshed?