KLUMME: Med det nye regeringsgrundlag har Frederiksen og hendes røde venner de facto afskaffet udlændingepolitikken og lagt den ind under det retspolitiske. 

Ordet 'udlændinge' står kun skrevet ét sted i det meget røde grundlag, og der er intet, der tyder på, at vi får en regering, som vil løse nogle af de kolossale problemer på området, vi står med. 

Det vil betyde mere vold, mere utryghed og mere opløsning. Mere Kærshovedgård. Er det overraskende? Ikke helt. 

Læg mærke til, hvordan de indvandringskritiske profiler, Kaare Dybvad (som lovede os modtagecentre i Rwanda, hvilket aldrig blev til noget), Mattias Tesfaye, Rasmus Stoklund og Frederik Vad blev brugt af den socialdemokratiske spinmaskine. 

De var kransekagefigurer. De skulle give danskerne et indtryk af, at vi stod med en strammer-regering, mens der i realiteten skete meget lidt på området. Og slet, slet ikke nok til at redde Danmark. 

Man kan sige, at Frederiksens strammer-marionetter tjente samme funktion som Inger Støjberg havde i Venstre: De skulle give den gas med retorikken for at skjule, at politikken ikke fulgte med.

I den nye regeringssammensætning får ingen af Frederiksens hardlinere ministerposter. I stedet trækker man den intetsigende veteran Morten Bødskov af stalden som udlændingeminister. 

Eller, måske skal man ikke kalde ham intetsigende, for noget har han da sagt og gjort i relation til indvandringspolitikken. 

Han deltog for eksempel i et kontroversielt vælgermøde i Hvidovre for socialdemokraten Yasir Iqbal, hvor der var koranrecitationer, islamisk bøn og kønsopdeling. 

Han har også, tilbage i 2013, advokeret for at man ikke kunne udvise Ahmed Omar Mohamed, der voldtog en lille pige på en legeplads, af hensyn til konventionerne – og senere slog en pensionist ihjel. Det er dén mand og dén ideologi, der nu skal tegne dansk udlændingepolitik.

Hvis man læser det, der omhandler indvandring i regeringsgrundlaget, lugter det langt væk af Lars Løkkes ønske om at bruge dansk politik til at indynde sig på de internationale bonede gulve. 

I stedet for en suverænt selvstændig dansk politik, der fokuserer på danskernes tryghed uanset hvad det migrationsglade Bruxelles mener, vil man i høj grad lægge Danmarks skæbne i hænderne på EU, når det handler om tilstrømning. 

Men også i forhold til udvisninger vil man fortsat underlægge sig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Der står intet konkret om hjemrejser: Man ’vil styrke rammerne for tilbagesendelser’ og ’se på konkrete muligheder for udrejse- og modtagecentre i tredjelande med respekt for EU-retten og internationale konventioner.’ 

Igen en gratis omgang og en prioritering af udlandet over Danmark. Og der står slet intet om den befolkningsudskiftning, som er en empirisk realitet i hele Europa og udgør en eksistentiel trussel mod vores kontinent. 

Der står heller ikke noget om, at man ser fremvæksten af det islamiske parallelsamfund som et selvstændigt problem, kun en lille passus om at man vil lave ’initiativer, der bidrager til at modvirke parallelsamfund’. Det kan jo betyde hvad som helst, og det er aldeles uforpligtende. 

Under valgkampen gjorde Socialdemokratiet meget ud af at fortælle om, hvor god deres hjemrejseindsats dog havde været, og at flygtninge skal rejse hjem, når der er fred i deres hjemlande. 

Derfor må det også undre, at der ikke står noget i det nye regeringsgrundlag om for eksempel at hjælpe de syriske flygtninge tilbage for at opbygge deres hjemland.

Til gengæld vil regeringen fastholde Danmarks medlemskab af de internationale konventioner – altså præcis de ordninger, der gør, at vi ikke kan udvise farlige udlændinge eller mindske det kulturelle pres på vores samfund. 

Det korte af det lange er, at udlændingepolitikken er død, reduceret til et underafsnit i en lyserød retspolitik.

Det eneste tilnærmelsesvist positive, jeg kan se i alt dette, er, at vi nu har en mere ærlig Mette Frederiksen. 

Hendes snak om at beskytte Danmark var et blændværk designet til at lukke munden på bekymrede danskere. Inde bagved var det hele tiden udlandet, der havde hendes hjerte. 

Nu behøver vi ikke længere at lade, som om hun og Socialdemokratiet interesserer sig for Danmarks fremtid. Det er der en vis afklarende tilfredsstillelse i.