KLUMME: En gang imellem dukker en enestående bedrager op.  Nogle husker måske direktøren på det dengang nye kunstmuseum Arken. 

Verdensdanskeren Anne Castberg havde uddannelser fra de fineste universiteter i Frankrig, en doktorgrad fra London og en ansættelse i et fornemt internationalt auktionshus. 

Alle blev imponerede over den veltalende, kultiverede dame med det gammelaristokratiske sprog. Hun viste sig at være en særdeles dygtig fupmager.

Det samme kan man ikke sige om den for nyligt afslørede britiske professor Jason Arday.

Han havde tværtimod fortalt nogle ret så utrolige historier. 

At han ikke kunne tale, før han fyldte 11. At han ikke kunne læse og skrive før han blev 18. At han havde løbet 30 maratoner på 35 dage, og at de sidste 9 var blevet løbet med en revnet knogle. 

At han forsvarede sin PhD-afhandling blot to uger efter at have fået fjernet en hjernetumor. Og at han havde samlet knap 50 millioner kroner ind til velgørenhed.

Alt sammen utrolige, udokumenterede historier, og det siger jo egentlig også sig selv. Vi er nok alle stødt på en del af den slags fantasttyper gennem vores liv. Man kan nærmest ikke engang kalde dem løgnere, fordi de snarere er en slags eventyrfortællere. 

De fleste gennemskuer dem hurtigt og bærer over med dem. Derfor er der i selv intet usædvanligt i, at der findes fantaster som Jason Arday. Det utrolige er, at han blev professor på trods af de selvindlysende løgnehistorier. 

Så kan det heller ikke overraske nogen, at han tyede til plagiat i stor stil, som var det, de nylige afsløringer gik ud på. Tænk at have skabt sig en hel tilværelse på en løgn. Det kan hverken undre, at han plagierede, eller at hans liv endte i et tragisk selvmord, da illusionen brast.

De virkelig skurke i denne historie er alle de pæne mennesker, der forfremmede og hyldede ham. Og det handler om racisme i den reelle betydning af ordet: nemlig systemisk forskelsbehandling på grund af hudfarve. 

For selvfølgelig var det ikke mindst hans baggrund, der gjorde, at han blev skubbet hæmningsløst op igennem systemet. 

Hvordan ved vi det? Jo, blandt andet ved, at Cambridges egen omtale af Arday i forbindelse med indsættelsen af ham netop betonede, at han var den yngste sorte person, som var blevet tildelt et professorat i universitetets historie. 

Enhver anden person med så komisk overdrevne eventyrfortællinger ville være blevet gennemskuet for længst. Skyldes det totale fravær af kritisk sans så en form for lave-forventninger-racisme? 

Det kan man ikke afvise, men mon ikke det i mindst lige så høj grad skyldes den egeninteresse, alle i systemet havde i at forfremme og forsvare ham? De fik lov at fremstå progressive, fremskridtsvenlige og åbensindede, og mærkede ingen konsekvenser af deres svigt.

I den forstand handler tragedien om racisme i sin reneste form. Der er efter min mening tale om et råddent magtapparat, der forskelsbehandler på baggrund af hudfarve. 

Man skulle tro, at vi havde fået en lektie af forrige århundredes racepolitikker, men desværre nej. Vores universiteter er fyldt med studier i hvidhed, i farvede menneskers oplevelser og i hvordan sandheden afhænger af, hvilken baggrund man har.

Læg dertil, at den forsker, der afslørede Ardays løgne, Jason Cofnas, nu er blevet suspenderet fra sit eget universitet, Ghent University. For at sige sandheden. For at påpege råddenskab i akademia.

Tænk også på alle de langt mere kvalificerede ansøgere til den professorstilling, Arday fik på Cambridge, som blev afvist – for at ansætte ham. 

Det understreger, at DEI – altså mangfoldighed, lighed og inklusion – i ansættelser er på kollisionskurs med en af den vestlige civilisations absolutte grundpiller, nemlig det, der kaldes ’meritokrati’. Altså hvor vi belønner folk efter deres evner og indsats, og ikke efter social, kulturel, kønsmæssig eller herkomstmæssig profil.

Et universitet, der modarbejder meritokrati, er et universitet, der har afviklet sin egen eksistensberettigelse.