Klumme: Valget er netop overstået, og for borgerlige kan det svært tolkes som andet end et nederlag.
Men det behøver ikke at være sådan.
I sidste valgperiode var oppositionen svag, splittet og ufokuseret, hvilket gav den skrækkelige midterregering bedre manøvrerum.
Hvis jeg forsigtigt må pege på noget, der kunne gå hen og blive et heldigt udkomme af valget, så er det, at der faktisk lader til at være gode muligheder for at få en stærkere, mere samlet – og derfor også mere effektiv – opposition.
Vi så det allerede ved Borgerligt Konvent sidste år, hvor Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og De Konservative gik sammen om at finde et fællesborgerligt fundament.
Siden da har der været en nærmest ukarakteristisk god stemning de nævnte partier imellem, og alene det er et godt tegn.
Tillad mig også at fremhæve, hvordan den sædvanlige udskamning ikke kom fra de andre borgerlige partier, da Dansk Folkeparti i efteråret satte fut i remigrationsdebatten.
Det var ikke sket for bare fem år siden: de nemmeste point i offentligheden får man som bekendt ved at skandalisere fædrelandskærlighed og derved vinde lidt af den migrationsglade midtes anerkendelse.
Sådan gik det ikke, hvilket måske tyder på, at både liberale og den pænere konservatisme er ved at få sig lidt karaktér.
Det siger noget godt om borgerligheden, at den ikke er afhængig af, hvad de progressive synes om den.
Indvandring er dog ikke det eneste emne, som det er vigtigt for de blå partier at finde fælles fodslag om – selvom det er dét problem, som, hvis det ikke bliver løst, gør alle andre problemer overflødige i fremtiden.
Den erkendelse må og skal brede sig til at omfatte hele borgerligheden, for ansvarlig politik er at plante træer under hvis skygge, man ikke selv skal sidde.
Der skal også være et Danmark til vores børnebørn. Men selvfølgelig må de mest patriotiske partier anerkende, at også andre sager optager den borgerlige vælger. Et par eksempler:
Økonomi er åbenlyst på dagsordenen, og heldigvis lader det til, at man fra Liberal Alliance og ud til Borgernes Parti kan blive enige om en del hvad dét angår.
Begreber som rimelighed, ansvarlighed og en insisteren på, at vi reserverer hjælpen til dem, der rent faktisk har brug for dem, må holdes i cirkulation.
For min skyld kunne man sagtens genindføre konceptet ’værdigt trængende’. Ikke for at forhindre nogen i at modtage støtte, men fordi livet som passiv modtager af midler, andre har skrabet sammen, både er hårdt for sjælen og uholdbart i stor skala.
Klimasagen er et område, hvor de blå partier nemt kommer til at overtage venstrefløjens retorik – ikke mindst fordi det ér en venstreorienteret sag (i modsætning til det, der angår vores natur, som er konservativt).
At holde fokus på atomkraft og anden teknologi er nødvendigt, også for at udstille det faktum, at venstrefløjens klimapolitik ikke handler om klimaet, men om at indføre politikker, der tilfældigvis gavner en socialistisk dagsorden.
Ellers havde de for længst omfavnet atomkraft.
Derudover kunne man nævne køns- og familiepolitik, hvor man ikke kan nøjes med at sige, at familier skal have ’frihed til at indrette sig som de vil’, men bliver endnu mere borgerlige og klart siger, at små børn har brug for deres mor (her må den liberale del prioritere fremtidens borgere, børnene, over arbejdsudbuddet her og nu), at traditionelle kønsroller rummer megen fornuft, og at manden hverken er giftig eller undertrykkende, men tværtimod et fantastisk gode – et perspektiv, der også skal forplante sig til vores behandling af drenge og unge mænd.
Jeg kunne komme med talrige andre eksempler, men pointen er den samme: en samlet blå blok, der vrister sig fri af behovet for at please den progressive midte og venstrefløjen, er en borgerlighed, der er ved at blive borgerlig.
Det er også på tide.