KLUMME: Tidligere undervisningsminister Merete Riisager advarer mod brug af kunstig intelligens i skolen, fordi det grundlæggende fjerner behovet for, at eleverne tænker selv. 

Det er fuldstændig rigtigt. Problemet er dog værre endnu, for brugen af AI kommer ovenpå en generel fattiggørelse af det faglige indhold i undervisningen. 

Gruppe- og projektarbejde, som Riisager også med rette angriber, breder sig, og udvander den individuelle, selvstændige opsamling af viden og kunnen. 

Projektarbejde og tværfaglighed er venstreorienterede idealer, hvis reelle indhold ikke først og fremmest er faglig fordybelse, men ’samarbejde’ og en bevægelse væk fra den udskældte sorte skoles fokus på den enkelte og det enkelte fag.

Det værste ved gruppe- og projektarbejdet er, at det cementerer klasseforskelle. De svage elever kan gemme sig bag de stærke, som ofte laver hoveddelen af arbejdet og dermed lærer mere. 

Faktisk burde det være sådan, at jo mere ressourcesvag en klasse er, desto højere, omsorgsfuld forventning til det faglige bør der være.  Jo stærkere enkeltfaglighed. Jo mere paratviden ind i hovedet på eleverne. 

Fordi dem, der ikke har de forventninger hjemmefra, får mest gavn af, at der i det mindste i skolen er nogen, der både tror og mener, at de kan lære og præstere. 

Det er det stof, social mobilitet er gjort af. Dem, vi elsker, forventer vi noget af.  Forventningsniveauet skal op, og det faglige niveau ligeså. 

Næst efter en forælders kærlighed er det vigtigste, et barn kan få med sig i det videre liv, erfaringen med at arbejde hårdt, gøre sit bedste og høste frugten af det.

Hvis vi fortsætter den katastrofale digitalisering og udvandingen og opløsningen af det faglige til pædagogik og tværgående projekter, så står vi om kort tid med den dummeste generation i moderne tid. 

Unge mennesker uden basal paratviden om den verden, de befinder sig i, og uden evnen eller selvdisciplinen til at tilegne sig den. 

Eller værre endnu: Vi står med mennesker, som simpelthen lærer at eftersnakke og mime det, de tror, at autoriteterne ønsker at høre. 

En befolkning uden viden, som ikke kan tænke selvstændigt, er en befolkning, som er farligt let at kontrollere.

Det må derudover være sælsomt at være lærer, og så hele tiden stå med mistanken om, at den opgave, hun retter, mere eller mindre er skrevet af en computer. Det er jo meningsløst.

Jeg har nogle forslag til, hvordan vi tilbageruller skaden i skolen, og uddannelses-eksperter vil utvivlsomt rynke på næsen, men det er de samme eksperter, som har bragt os og vores børn i denne situation, så det behøver man ikke at tillægge for megen betydning.

Skoletiden er afgørende for os. Det er i de år, børnene er mest åbne for viden, lettest at begejstre, og også med kærlig autoritet at opmuntre til at gøre en god indsats. 

Det er i de år, den selvdisciplin og arbejdsmoral, der skal bære os gennem livet, bliver grundlagt. 

Så her er mine forslag til en folkeskole og et gymnasium, hvor børnene faktisk lærer noget:

1. Tilbagerul digitaliseringen i videst muligt omfang. Den har utvivlsomt glædet horderne af udviklere og konsulenter, som har tjent på det, men skærmene er distraherende og for lette at snyde med.

2. Skriv opgaverne med kuglepen på papir. Læsning til opgaver sker primært i fysiske bøger. Vi husker bedre det, der står i fysiske bøger, og det, der bliver tilbage, kaldes paratviden - som vi gerne vil have mere af. Ordenskarakteren skal tilbage. Det er en fantastisk dannende øvelse at skulle skrive pænt og aflevere noget ordensmæssigt tilfredsstillende.

3. Nogle skriftlige prøver kan ske med forberedelse hjemmefra, men ikke hjælpemidler. Hvis du kan slå op i en retstavningsordbog i dansk diktat, så viser du ikke, at du kan stave korrekt, men at du kan finde ud af at slå ord op.

4. Andre skriftlige prøver kan have hjælpemidler med, i form af undervisnings- og biblioteksbøger.

5. Løbende spontane prøver i pensum, som foregår på skolen og uden hjælpemidler, udformet således, at de kræver paratviden.

6. Stop for al tværfaglighed og gruppearbejde. Den individuelle indsats skal i centrum, fordi det først og fremmest er det individuelle barns færdigheder, skolen skal udvikle.

7. Enkeltfaget styrkes med tung vægt på udenadslære og paratviden. Indlæring. Det er dén viden, vi tager med os, og som vi skal bruge til at forstå verden med. Vi kan kalde det for en tilbagevenden.