KLUMME: Hvad er pride-optoget egentlig for et arrangement?

Officielt handler det om at fejre forskellighed og inklusion af seksuelle minoriteter. Det er dog langt fra hele historien. 

Med undtagelse af muslimer er der total og entydig tolerance af homoseksuelle i Danmark. 

Derfor er pride ikke et arrangement for almindelige fredelige homoseksuelle, men for yderligtgående aktivister og ikke mindst store organisationer, der gerne vil sole sig i regnbuens stråleglans. 

Der er noget mærkeligt på spil. Hvorfor har eksempelvis CBS indført kønsneutrale toiletter, når der næppe findes mere end en håndfuld transpersoner derude? 

Til gengæld får hundredvis af kvinder på daglig basis et lille chok, hver eneste gang de støder på en mand på toilettet. Det er jo gakket.

Det handler blandt andet om, at ledelserne på de mange regnbueomfavnende organisationer gerne vil føle sig smarte og moderne. 

Derfor importerer de det seneste modefænomen fra USA og bilder sig selv ind, at de vældigt progressive. Temmelig ynkværdigt.

Et bedre bud er, at ledelserne reelt bliver tyranniseret af kvindelige mellemledere og HR-damer, der presser DEI ( diversitet, ligestilling og inklusion red. ) igennem for selv at få en forlomme. 

For få år siden var der en forskningsartikel skrevet af den danske professor Nicolai Foss, som fik massiv omtale i udenlandske medier, der netop pegede på ikke mindst HR-mellemledernes ønske om at bestemme mere i organisationerne. Med DEI har de fået et magtmiddel, de kan slå andre oven i hovedet med. 

Alt det med pride og DEI handler faktisk i udpræget grad om magt. Woke-ideologen bygger på franskmanden Michel Foucault og canadieren Judith Butler, der netop reducerede alting i livet til en magtkamp. 

Ikke mindst en forestilling om at den vestlige verden er et stort undertrykkelsesapparat. At flertallet altid undertrykker mindretallet. At de selvudnævnt normale udgrænser de påstået unormale.

Dermed er der skabt et undertrykkelseshierarki. De onde er hvide, mænd, jøder, heteroseksuelle, folk, der ikke er forvirrende over deres køn, og så videre. 

De gode er de undertrykte kvinder, farvede, transpersoner og folk, der ser alternative ud. Det er herfra, den mærkelige idé med at farve sit hår blåt kommer. Det er en afstandtagen til alle de almindelige, onde, undertrykkende mennesker.

De fleste kan godt genkende undertrykkelseshierarkiet. De færreste er klar over, at det er en gennemtænkt ideologi, der haft ekstremt stor indflydelse på universiteterne i flere årtier og derfra har spredt sig til resten af vores samfund. Til de flestes store forbløffelse.

Kan I huske den kæmpe skandale for to år siden, hvor Pride krævede af deres samarbejdspartnere, at de skulle støtte palæstinensernes kamp mod Israel? 

Umiddelbart lyder det jo forrykt. Lidt ligesom når forkvinden for LGBTQ+ Danmark ikke var sikker på, om zionister (personer der mener, at jøderne bør have en stat i Israel) kan være medlemmer.

Tel Aviv i Israel er det måske nemmeste sted i verden at leve som homoseksuel. Gaza er muligvis det værste sted i verden at være seksuel minoritet. 

’Queers for Gaza’ er ikke en parodi, men en reel bevægelse. Det forekommer umiddelbart som en blanding af galskab og imponerende dumhed.

Men det giver faktisk mening. Fordi woke og Pride ikke handler om, at homoseksuelle skal leve et godt og trygt liv. Det handler i virkeligheden om undertrykkelseshierarkiet. Det handler om magt.