KLUMME: Migranten ødelagde ofrets ene øje fuldstændig - og også det andet delvist. 

Den eneste grund til, at den nordirske mand overlevede var, fordi en landsmand – en helt - trådte til og tæskede migranten med en paddel. 

Redningsmanden er sikkert den type, som pæne, bange mænd ville kalde for en farlig ’højreekstremist’. Det yderste, yderste højre.

Den eneste grund til, at verden fik indblik i, hvad der sker i Belfast var, at en kvinde filmede den uhyggelige scene, som efterfølgende blev delt på det sociale medie X. 

Det tvang etablissementerne til at reagere. Britiske politikere skyndte sig ud og som det vigtigste advare mod mere uro i byen. 

Ikke nogen omsorg for de uskyldige mennesker, som er blevet påtvunget masseindvandringen med dens fatale konsekvenser. 

Ikke nogen vrede på deres vegne fra magthaverne. Og vigtigst: Ikke noget ønske om at standse udviklingen. 

I mainstream-medierne forsøgte man at nedtone barbariet ved at kalde det et ’knivstikkeri’. En manipulerende løgn. 

Det minder om magthavernes reaktion på Henry Nowaks død, som gik viralt i sidste uge, hvor en ung brite blev stukket ned af en indisk mand.

Knivstikkeren hævdede, at Nowak havde sagt racistiske ord til ham, hvorefter politiet anholdte Nowak, som forblødte i deres varetægt i håndjern. 

Storbritanniens premierminister, Keir Starmer skyndte sig at opfordre til ro. Igen nul solidaritet. Nul medfølelse. Nul vilje til at standse barbariet. 

Kun forsøg på at undertrykke og fordømme den forståelige vrede blandt de indfødte over den importerede vold.

Hvorfor gør vi det? Lukker farlige mennesker ind? 

Eller, det er ikke almindelige mennesker i Vesten, der gør det. Det er politikerne ivrigt hjulpet af det øvrige etablissement, akademia og en kulturklasse marineret i afstumpede luksusholdninger.  Men hvorfor? 

Psykologen Gad Saad har skrevet en bog med titlen ’Suicidal Empathy’, altså ’selvmorderisk empati’. 

Hans argument er, at vi lukker farlige mennesker ind i vores ellers så fredelige vestlige samfund på grund af en patologisk variant af empati. 

Han mener, at der er tale om en form for mental virus, som kidnapper vores naturlige empati og fejldirigerer medfølelsen over på de forkerte mål – herunder at sætte kriminelle over ofre, fremmede over landsmænd og tolerance over sikkerhed.

Jeg er på sin vis enig. Der er meget sandt i Saads analyse, derunder at det, der foregår, er patologisk, for det er ikke normalt at ødelægge fredelige samfund på den måde, det sker for tiden. 

Men på et afgørende punkt tager han fejl, for der er ikke tale om empati i nogen som helst form. Der er intet empatisk i at lukke myriader af farlige mennesker udefra ind i sårbare samfund. 

Der er intet empatisk i at undlade at straffe selv de mest bestialske forbrydelser, eller så lempeligt, at det er en fornærmelse mod ofrene. Så ’suicidal empati’ er det forkerte ord til at indfange, hvad der foregår. 

’Misooiki’ er græsk for ’had til hjemmet’ og en mere passende beskrivelse af den tænkning, som ligger bag masseindvandringen og de internationale konventioner. 

Det er også misooiki, som ligger bag modstanden mod remigration og bag skandaliseringen af dem, der advarer mod katastrofen.

Fordi resultatet af, at vi ikke lukker grænserne og begynder hjemsendelse af de farlige elementer bliver endeløse, voksende og stedse mere ophedede konflikter. 

Mere Belfast, flere Henry Nowak’er, flere ofre for migrantbårne voldtægter, flere enlige europæiske drenge stukket ned af grupper af ”unge”. 

Det er ren logik, at problemet vil vokse, hvis det får lov. Det har intet, intet, med empati at gøre. Tværtimod. Det er had til hjemmet, og had til os og det, vi kommer af.