KLUMME: Sagen fra Cornell-universitetet i USA fik stor opmærksomhed herhjemme. 

Den handler om en kvinde, der efter eget udsagn blev gruppevoldtaget af unge amerikanske studerende.

Ingen er dog dømt, og det fremgår af hendes egne SMSer til de unge mænd og erklæring til anklagemyndigheden, at der ikke var tale om voldtægt. 

Det forhindrede dog ikke den ene feminist m/k efter den anden herhjemme i at tone frem på skærme og i debatindlæg med anklager mod mænd generelt. 

Men i den danske offentlighed var de unge mænd på forhånd dømt skyldige, og mænd som gruppe blev præsenteret som farlige og medansvarlige.

Sammenlign det med en sag herhjemme fra denne uge. To unge mænd af ikke-dansk herkomst skal for retten i Holbæk for at have gruppevoldtaget, udøvet vold mod, truet og blufærdighedskrænket unge piger. 

En bare 14-årig pige blev gruppevoldtaget to gange i løbet af syv timer. En 13-årig pige blev slået i maven og tvunget til at tage en fortrydelsespille efter sex. En anden 13-årig pige blev befamlet og truet.

Denne gang har der ikke været nogen indslag om, hvor slemme ’mænd’ er i Go’ morgen Danmark' og 'Go’ aften Live'. 

Ingen eksplosivt rasende indlæg i Politiken. Ingen mandehadende hashtags på Instagram. Ingen søstersolidaritet med pigerne – og udpegning af gerningsmændene. Knap nogen omtale.

Hvad skyldes forskellen mon? Årsagen er den samme som med de islamiske voldtægtsbander i Storbritannien, hvor tusindvis af etnisk britiske piger er blevet voldtaget og mishandlet af indvandrere.

Reaktionen fra danske feminister har været tavshed. 

Hvad hvis nu forskellen skyldes, at opmærksomheden på Cornell-sagen, MeToo, Gisele Pélicot og ’manosfæren’ ikke kun handler om de kvindelige ofre, men primært om, at de implicerede mænd er vestlige? 

Det ville også forklare andre fænomener – for eksempel, at når feminister faktisk taler om indvandrerbaseret seksuel vold, så er det ofte om det, der går ud over islamiske kvinder, internt i de islamiske parallelsamfund. 

Altså; ikke så meget søstersolidaritet med danske kvinder, når de bliver voldtaget af tilvandrede. Og i særdeleshed ønsker man tilsyneladende ikke at tale om den veldokumenterede overrepræsentation af indvandrere i voldtægtsstatistikken.

Det er nærliggende at tænke, at danske feminister i vidt omfang er ligeglade med vold og voldtægt mod piger og kvinder, medmindre det bliver begået af vestlige mænd. 

Til gengæld vil de gerne, på et særdeles tvivlsomt grundlag – for eksempel den netop udkomne propagandalignende manosfære-rapport eller Cornell-sagen – dømme vestlige mænd som sådan farlige, eller på en eller anden måde moralsk medskyldige i seksuel vold mod kvinder.

Det er sigende, at der endnu ikke er nogen, der har foreholdt toneangivende danske feminister denne dobbeltstandard. 

Det ville da være spændende at høre, hvad de siger – og se, om der så efterfølgende kan graves lidt omsorg for de vestlige ofre for tilvandrede voldtægtsmænd frem. 

Og måske endda et ønske om mindre indvandring – for kvindernes skyld, om ikke andet. Jeg venter i spænding.