KLUMME: Det var på sin vis danmarkshistorisk, da Mette Frederiksen forleden gæstede Borgerlig Tabloid. 

Her sagde statsministeren, at hun ikke er tilhænger af befolkningsudskiftning, og at vi er en stamme, der er etnisk dansk. 

To udsagn, som burde være komplet ukontroversielle, men som ikke desto mindre de senere år har fået både venstrefløjen og den pæne borgerlighed til at flippe ud. 

Venstrefløjen og den pæne borgerlighed har længe insisteret på, at begrebet om befolkningsudskiftning er en slags højreorienteret konspirationsteori – også selvom det henviser til en empirisk realitet, som enhver kan konstatere ved at kigge på demografien i Europa. 

Og talen om etnicitet blev angrebet under danskhedsdebatten, især af liberale borgerlige, som på hysterisk vis forsøgte at lukke munden på de stemmer, der vovede at bringe det op. Også selvom etnicitet helt åbenlyst er en vigtig ingrediens i vores fælles historie.

Hvis vi nu havde et normalt, civiliseret debatklima, hvor man møder meningsmodstandere med argumenter i stedet for at forsøge at fjerne dem fra debatten med udskamning, var der intet problem. 

Men sådan ser vores woke-påvirkede kultur desværre ikke ud nu. Derfor var det både overraskende og befriende, at selveste statsministeren nok engang overhalede den forfængelige borgerlighed højre om og insisterede på at sige sandheden.

Men hvori består så det historiske i hendes udsagn? Lad mig begynde et andet sted. 

For er det ikke sandt, at Frederiksens hårde ord ikke bliver efterfulgt af politisk handling? 

Og er det ikke sandt, at hendes brug af markante begreber som ’befolkningsudskiftning’ og ’etnicitet’ måske hjælper hende med at hente vælgere fra Dansk Folkeparti? 

Og er det ikke sandt, at den opmærksomhed, vi borgerlige giver hende på den baggrund, fjerner fokus fra den temmeligt sløje Rwanda-aftale, regeringen har lavet med en række andre EU-lande?

Jo, det er alt sammen sandt, men det er ikke dét, vi bør hæfte os ved her. Nej, det afgørende i denne sammenhæng er ikke det politiske. Det er det kulturelle. 

Før vi kan komme til at føre den politik, der skal til for at redde Danmark og Europa, skal der skabes et rum, hvor vi kan ytre os frit uden at blive skandaliseret af venstrefløjen og dens ivrige hjælpere i den pæne borgerlighed. 

Når statsministeren glad sidder i Borgerlig Tabloid og tramper hen over den politiske korrekthed, der skal forhindre os i at tale og tænke frit, er det et bevis på, at den politiske korrekthed taber magt.

For Mette Frederiksen er, på trods af sine ubestridelige evner, ikke noget enestående, modigt avantgarde-væsen. 

Hun har til gengæld politisk tæft, og det vil blandt andet sige, at hun kan fornemme, hvilken vej vinden blæser. 

Hun forstår, at udskiftnings-blokken – altså dem, der er for indvandring og aflysning af kritikere – svinder ind i Europa og Vesten. 

Hun forstår, at det er indvandringsfortalerne, som er de revolutionære, og de ændrede hele vores kontinent til det værre, og det eneste ansvarlige er at dæmme op for den udvikling.

Frederiksens udtalelser er forberedelse til den fremtid, der ikke tilhører den kulturblinde liberalisme eller den udskiftningsglade venstrefløj. 

Fremtiden tilhører det nationale menneske, der elsker sine landsmænd. Ja, der elsker sin stamme. 

Det har været totalt forbudt at tale om, fordi vores liberale tidsalder hader enhver tanke om ’stammer’ – i det liberale tusindårsrige er der kun individer, som enes om perfekte rettigheder. 

Sådan er virkeligheden bare ikke. Vi kommer fra et konkret sted, og det sted er vores hjem, som adskiller sig fra andres hjem. Det har formet os i hundredevis af år, og vores pligt er at bygge videre på det ganske særlige, vi var så heldige at arve.

Mette Frederiksens udtalelser om ’befolkningsudskiftning’ og ’etnicitet’ i Borgerlig Tabloid var historiske, fordi de afmonterer et moderne tabu – nemlig at vi ikke må sætte vores egen stamme først. 

Men selvfølgelig ’må’ vi det. Vi har kun ét hjem, og vi skylder vores forfædre og vores børn at passe på det.