KLUMME: Forleden kunne man i Weekendavisen læse et interview med fire Venstrekvinder, som mener, at der er for megen maskulinitet i borgerligheden, og for lidt feminisme. 

De fire kvinder - Marie Bjerre, Linea Søgaard-Lidell, Marianne Lynghøj og Iben Krog - blev interviewet af en mand, der selv lader til at have det dårligt med maskulinitet. 

Budskabet var, at Venstre og borgerligheden har brug for et feministisk vibe-skifte. Nu kan jeg ikke huske, hvor mange gange tidligere, de samme kvinder har forsøgt at få et feministisk vibe-skifte til at ske, men her prøvede de altså atter en gang. 

Jeg har et par kommentarer, og lad os starte med Iben Krog, som bliver citeret for, at »jeg magter snart ikke flere flotte fyre i alt for dyre jakkesæt, der taler om at udvise kriminelle udlændinge, tage ansvar og forklare, hvorfor kvinder ikke kan være værnepligtige.«

Nå. Iben Krog ’magter’ ikke flere mænd, der forsøger at passe på de kvinder, som bliver udsat for eksempelvis voldtægter af udlændinge, som er stærkt overrepræsenteret i voldtægtsstatistikkerne. Spændende.

Det er åbenbart også dårligt at tage ansvar, og at ønske at passe på kvinder, så de ikke bliver sendt i krig. 

Læg mærke til, hvordan de borgerlige mænds ønske om at passe på kvinder, land og ansvarlig adfærd, bliver affejet med en hånlig, passivt-aggressiv bemærkning om at ’magte’ noget.

Hvis man var lidt fræk, kunne man næsten få den tanke, at Iben Krog og resten af truppen slet ikke går op i kvinders sikkerhed, eller i at værne om den borgerlige orden, som jo i høj grad afhænger af at tage ansvar. 

Marie Bjerre siger dog, at hun går op i at man tager ansvar, men hun mener noget ganske andet; hun mener, at kvinder, der ikke bruger al tiden på arbejde og karriere, men tager sig af den næste generation, ikke tager ansvar.

Det er den sædvanlige nedvurdering af kvinder, der vælger noget andet end feminister - under dække af søsterlig omsorg. Det skal dog ikke undre nogen. 

For en feminist er først og fremmest ideolog. Feminisme er en venstreradikal ideologi, som er skåret over en klassisk marxistisk skabelon; samfundet skal forstås som en kamp mellem klasser eller grupper, hvor den ene kategori (mændene) undertrykker den anden (kvinderne). 

Lad mig være helt tydelig her: Det er ikke muligt at være feminist og borgerlig. Borgerlighed er kærlighed til og omsorg for den borgerlige orden. 

Feminisme er bekæmpelse af den orden for at nå en ligestillingsutopi, og at der er tale om en utopi er åbenlyst, for vi har allerede ligestilling. Alt, der ligger udenfor, handler om at ændre vores natur, hvilket er utopisk.

De fire Venstre-kvinder har sat deres venstreorienterede ideologi over omsorgen for kvinder. Og så har jeg ikke engang nævnt børnene. 

For som hos alle andre feminister er børnene i bedste fald en eftertanke hos de fire Venstre-kvinder. 

Ingen af dem spørger – og ingen af dem bliver spurgt – om, hvad der skal ske med børnene, hvis flere kvinder hurtigere skal ud af hjemmet for at gøre feministerne tilfredse. 

Forskningen fortæller ellers, at små børn ikke har godt af at være uden deres primære omsorgspersoner, og i særlig grad mor, for meget i de første kritiske tre år.

Hvis man, som eksempelvis både Marie Bjerre og Linea Søgaard-Lidell stolt har fortalt (men uden at modtage hyldest for det), kun tog et par måneders barsel, så er det ikke sikkert, at barnet er lige så begejstret. Mor og far er ikke den samme, selvom feminismen insisterer på det. 

Nogle børn er mere robuste end andre, men vi ved, at nærværet de første år er afgørende for de smås psykiske helbred. 

At ’kæmpe for’, at det i endnu højere grad bliver en norm at prioritere arbejde højest mens de små er små, vil alt andet lige koste omsorg. 

Det er jo også derfor, at halvdelen af alle fuldtidsarbejdende kvinder går på deltid efter de har fået deres først barn. Og at kvinder generelt ønsker endnu mere deltid.

For mange er det en nødvendighed med fuldtidsarbejde. Men man behøver jo ikke gøre en dyd ud af nødvendigheden.

Det er den slags hensyn, der ikke er plads til i den hårde ideologs hjerne. Hvorfor? Fordi ideologien trumfer alt. 

Den feministiske kvinde får status, identitet og medlemskab af det lukrative karrieresøsterskab ved at tale andre kvinder, som giver sig hen til deres børn og deres mand, ned. 

Ved at promovere ensliggørelsen af mand og kvinde. Ved at lave splitting mellem kønnene og manipulerende hævde, at det er af solidaritet med andre kvinder.

Når man sammenholder dét med Iben Krogs foragt for de mænd, der ønsker at nedbringe mængden af tilvandrede voldtægter og personligt ansvar, så har vi konturen af Venstre-kvindernes egentlige projekt. 

Og det har intet med hverken borgerlighed eller søsterkærlighed at gøre.