KLUMME: For nylig kom det frem, at færre kvinder søger frivilligt ind som værnepligtige, efter at pligten er blevet udvidet fra seks til elleve måneder. Faktisk oplever Forsvaret den laveste søgning fra kvinder i elleve år. 

Dem, der ønsker mere ’diversitet’ blandt de værnepligtige, er givetvis skuffede – men det er jeg ikke, fordi værnepligten for kvinder fra starten var en dårlig idé.

Jeg har tre argumenter imod kvindelig værnepligt. Det første er civilisationsmæssigt. 

Kvinder er, evolutionsbiologisk set, mere ’dyrebare’ end mænd. Det skal ikke forstås som at kvinder er bedre mennesker, men simpelthen sådan, at hvis for mange kvinder i en stamme eller kultur dør, så kan stammen eller kulturen ikke reproducere sig selv. 

En mand kan i teorien gøre 100 kvinder gravide, gå i krig og blive slået ihjel og stadig have bidraget til, at hans samfund overlever. 

Det samme kan en kvinde ikke, ikke mindst på grund af den tid og energi, der skal investeres i børn med graviditet, amning og omsorg de første mange år.  

Hendes og hendes kønsfællers overlevelse er afgørende for samfundets fremtid. 

At begynde at sende (for mange) kvinder i krig af hensyn til ligestillingen er civilisatorisk selvmord. 

Men det passer selvfølgelig fint ind i den generelle selvmorderiske tendens, vi ser i Vesten.

Et andet argument imod kvindelig værnepligt er, at mens der utvivlsomt er (mange!) dygtige militærkvinder, så er mænd - generelt betragtet - i udgangspunktet bedre egnet til en række af de militære opgaver. 

Alene forskellen i fysisk styrke, aggression, risikovillighed og følelsesmæssig stabilitet har noget at sige.

’Mandlig kriger-hypotesen’ går ud på, at fordi det nærmest udelukkende har været mænd, der gik i krig, så er det udtryk for, at manden er ’selekteret til’ krigsførsel. 

Harvard-forskeren Joyce F. Benenson har skrevet en bog om netop forskellene på mænd og kvinder. 

Hendes konklusion er, at mænd nærmest er designet til krig og til at fungere i et strengt hierarki, hvor blind loyalitet er afgørende for alles overlevelse. 

Det betyder igen ikke, at kvinder ikke kan varetage militære opgaver og være absolut kompetente til det, men at der er gennemsnitlige forskelle, som på befolkningsniveau ikke er uvæsentlige, eksempelvis i forhold til dele af den militære tjeneste.

Et tredje argument handler om tvang. Feminister og krigs-ivrige liberale vil gerne tvinge kvinder ud i farlige situationer i ligestillingens og ’fædrelandets’ navn. 

Vi tvinger unge mænd, så hvorfor ikke kvinder? Se mine to ovenstående argumenter. Den uudtalte præmis har historisk været, at mænd passede på fællesskabets territorium, mens kvinder sørgede for dets fremtidige beboere.

Men på samme måde som at den øremærkede tvangsbarsel ikke tager hensyn til de mange kvinder, der gerne vil være hjemme med de små, de har båret og født – og slet ikke tager hensyn til børnene – så handler kvindelig værnepligt ikke om at gøre noget rart for sine medsøstre. 

Der var allerede fri mulighed for at kvinder kunne melde sig som værnepligtige inden pligtens ligestilling. Det er tvang for ideologiens skyld.

Mon ikke glæden over at kunne sende kvinder i krig mere handler om at trække os væk fra idealet om mænd, der beskytter kvinder og børn (som om det var dårligt), og hen imod den ensliggørelse af kønnene, feminismen insisterer på?

Ligestillet værnepligt er bestemt både progressivt, inkluderende og mangfoldigt. Altså alt det, der i disse år opløser både tillid, sammenhængskraft, meritokrati og overlevelsesevne internt i Vesten. 

Det er den forkerte vej at gå.