KLUMME: De lod til at mene, at udskamningen af fædrelandskærlige stemmer havde været en stor succes, og konkluderede, at det var lykkedes at sætte grænser for højrefløjen. 

Det er på mange måder spændende og fortjener et par ord med på vejen.

For det første viste kampagnen mod de anderledes tænkende på højrefløjen, at der er en fremvoksende alliance mellem venstrefløj og pæn dansk borgerlighed. 

Og det var bemærkelsesværdigt, at cancelleringen primært kom fra liberale og socialkonservative.

Den pæne borgerlighed har overtaget den rolle, venstrefløjen havde i 1990'erne, hvor man udskammede DF for at ligge for langt til højre. 

Og så er der nærmest ingen forskelle i holdninger til de store emner hos centrumvenstre og de pæne blå. 

Begge elsker EU, støtter en fortsat Ukraine-krig, hader Trump og andre patriotiske statsledere, er kulturelt progressive, dvs. støtter alt fra regnbueideologi til feminisme, sætter de internationale konventioner over danskernes sikkerhed, har købt det hele eller det meste af venstrefløjens klimadagsorden og så videre. 

De er uenige om harmløse sager som skat og andet med penge, men det er også nærmest det eneste. De er smeltet sammen.

For det andet er selve fænomenet med at sætte grænser for højrefløjen problematisk. Det kommer af en forfængelig idé om, at mennesker bliver ’anstændige’ og udøver nobel selvjustits ved at kritisere dem, der er længere fra midten. 

Og fordi den danske offentlighed er præget af en meget voldsom bias til fordel for venstreorienterede synspunkter, som er krøbet langt ind i mainstream – derunder både populærkultur, uddannelsessystem og medier - så er ’grænsesætningen’ stort set reserveret til højrefløjen. 

Selv almindelig fædrelandskærlighed og ønsket om at passe på sine landsmænd og sin arv får ubehagelige etiketter på sig. Og det har alvorlige konsekvenser. For Danmark.

For vi ved, at den pæne borgerlighed hverken kan eller vil redde Danmark. Den såkaldt ’faste og fair’ udlændingepolitik har resulteret i et utal af familiesammenføringer, opholdstilladelser og statsborgerskaber til mennesker, som har et modkulturelt forhold til os. 

Den pæne borgerlighed vil ikke ud af de konventioner, der tvinger os til at huse farlige mennesker, fordi den sætter de liberale principper over danskernes tryghed og sikkerhed.

Og de samme pæne, borgerlige stemmer, der udgrænsede folk på højrefløjen i danskhedsdebatten, var dem, der mødte ønsket om remigration med skandalisering.

Vi kan konstatere, at befolkningsudskiftningen er en empirisk realitet, for den er allerede skræmmende hastigt undervejs i Sverige, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Holland.

60 pct. af franskmændene mener, at de bliver udskiftet med ikke-europæere. Mange større europæiske byer har nu en majoritet af indvandrere. 

Og når den pæne borgerlighed hverken vil remigrere eller ud af konventionerne, men tværtimod bruger al energien på at kvæle de få stemmer på højrefløjen, der forsøger at løse problemerne – ja, så bliver Danmarks fremtid derefter. 

Det er i øvrigt et andet interessant udkomme af danskhedsdebatten: Hvis danskhed udelukkende er en social konstruktion, så er der slet ikke nogen, der bliver udskiftet. Smart.

Det er først og fremmest de pæne borgerliges forfængelige dyrkelse af menneskerettigheder og ’borgerlig anstændighed’ og deres ’grænser mod højre’, der forhindrer os i at løse de kolossale problemer med indvandring, vi har fået.

Pæn dansk borgerlighed er din garanti for befolkningsudskiftning.