KLUMME: I København skulle hele 18.000 have deltaget. Optoget var selvfølgelig kønsopdelt, som det sig hør og bør i parallelsamfundet. 

I forbindelse med optoget fik vi de vanlige græde- opdateringer fra politikere på de sociale medier: folk, som havde lagt ansigtet i kede folder over, hvor ’udansk’, det dog var at se de sortklædte masser flage med deres loyalitet overfor noget, der åbenlyst ikke er Danmark.

Jeg kan såmænd godt forstå disse politikere, hvoraf nogle få er drevet af et oprigtigt ønske om at ændre den førte politik på indvandringsområdet. Men generelt er optoget og det, det repræsenterer, et direkte resultat af de samme politikeres arbejde. 

Hvis ikke vi havde haft en liberal indvandringspolitik, som åbnede Danmark og Europa for den islamiske kultur, havde det åbenlyst ikke fundet sted i vores gader. 

Det samme gælder Gaza-marcherne.

Det er en følge af den liberale doktrin om åbenhed, modstanden mod landegrænser og, selvfølgelig, magthavernes insisteren på udefrakommendes rettigheder.

Det er en grundsten i det liberale demokrati at kunne forsamles med dem, man vil, også selvom majoriteten ikke billiger det. Ikke bare på grund af én eller anden rettighed, men fordi det er så afgørende for et folk, at mindretallet også bliver hørt. 

At alle har lov til give deres holdning til kende. Både fordi det faktisk sker, at uglesete mindretal har en pointe, men også fordi alle har brug for at blive set hørt og anerkendt.

Essensen af demokratiet er ikke først og fremmest, at vi har rettigheder og valg, men at vi taler sammen.

Og det lyder jo meget godt alt sammen, men som enhver kan se, betyder en fortsættelse af den nuværende kurs en de facto afvikling af Danmark. 

De islamiske magtdemonstrationer i gaden vil bare fortsætte og vokse, indtil de kulturelle spændinger kulminerer, og vi på et tidspunkt får adskillelse igen. 

En mulig vej at gå er selvfølgelig simpelthen at forbyde sådan noget som det islamiske Ashura-optog. Bruge hård politisk magt til at holde islam nede. En tredjedel af danskerne har i en meningsmåling ytret støtte til et decideret forbud mod islam. Det er også sådan, multikulturelle stater historisk set har gjort. De har brugt benhård politisk magt til at undertrykke religiøse og etniske spændinger.

Det er ikke mindst således, man kan opfatte Storbritannien i disse år, hvor myndigheder tyer til anholdelser, begrænsninger af ytringsfrihed og meningskontrol med befolkningen for at holde spændingerne i ave. Multikultur og liberalt demokrati går ikke hånd i hånd, men et autokratisk styre kan holde skruen i vandet længere tid.

Hverken forbud mod islam eller forbud mod kritik af islam er specielt tiltalende veje at gå for Danmark. Lad os gøre noget andet i stedet. 

Danmark er et solidarisk og tolerant land, fordi de fleste af os er enige om det meste. Det lyder ikke så flot i skåltaler, men virkeligheden er, at mangfoldighed kun er en styrke, hvis vi som udgangspunkt er rimeligt ens. 

Når vi har hundredtusindvis af mennesker, der vil noget fundamentalt anderledes med Danmark, bryder alle vores demokratiske lærdomme sammen. Virkeligheden trumfer altid ideologi.

Derfor er løsningen på de voksende islamiske manifestationer som Ashura-optoget ikke at lave Danmark grundlæggende om. Løsningen er, at der er færre mennesker i Danmark, der deler de islamiske værdier. Der er brug for, at flere rejser ud. Og at omtrent ingen rejser ind. Det mener et flertal af danskerne selvfølgelig også. At flere skal ud end ind.

Nu har vi brug for, at kreative embedsmænd, interesseorganisationer og politikere sætter sig sammen for at finde løsninger på opgaven. Det bør være den nye valuta i dansk politik: Hvor mange hjemrejser vil dit forslag sikre?