KLUMME: Det fik en del, særligt på højrefløjen, til at erklære, at nu var woke død. Det viste sig ikke at være sandt. Hverken i USA eller herhjemme, hvor vibe-skiftet aldrig rigtig fik fat.

Det er faktisk min påstand, at vi i Danmark er gået den anden vej. Den offentlige debat er blevet mere woke, ikke mindre. Og hvad mener jeg så med det? 

Jo. Hvad er woke? Woke er en opmærksomhed på sager, der handler om social uretfærdighed, særligt i forhold til køn, race og seksualitet. 

Det er indholdssiden af fænomenet, men der er også en teknisk side, nemlig hvordan det påvirker den offentlige samtale. 

Og den vigtigste måde, det sker på, er ved cancel-kultur, som er det modsatte af fri debat: Det handler ikke længere om at strides på argumenter med dem, man er uenig med, men om at få fjernet modstanderne helt fra både debat og det offentlige rum i det hele taget. 

Cancel er at gøre dem med de forkerte meninger til ikke-personer, som andre ikke tør associere sig med, og som ikke skal ’platformes’.

Cancelleringen sker ved hjælp af udskamning og stigmatisering: Hvis du mener X, er du ’ekstrem’, ’farlig’ eller ’yderligtgående’. 

Det sker som regel med referencer til Anden Verdenskrig: Hvis du har holdninger, der afviger for meget fra hvad den etablerede midte mener, ja, så er du en slags Hitler. 

Men andre skræmmebegreber er også en del af det woke ordforråd: Racist, xenofob, putinist, kvindehader, ableist, tykfob. Fortsæt selv listen.

De seneste uger har budt på talrige eksempler på denne teknologi. Asger Garde, der konstaterede et faktum, nemlig at smukke mennesker har en fordel, når det handler om at blive valgt til Folketinget. 

Ditte Okman, som ganske vist ikke sagde noget forkert, men kom til at lave en forkert grimasse, hvilket opflammede den woke akse imod hende, også selvom hun undskyldte. 

Der var Nadja Natalie Isaksen. Og så to nylige eksempler, nemlig Julie Grove, der blev forsøgt cancelleret i Berlingske og Rasmus Munch Søndergaard, som gik i en journalistisk fælde i Deadline, hvor både vært, ekspert og indhentede citater var nøje koreograferet til at udskamme. 

Uanset hvad man mener om Søndergaards holdninger, blev ingen klogere af dén udsendelse (som jeg selv var inviteret til). 

Men i udsendelsen sagde værten noget, som kunne være en slags essens af woke: ”Nu skal man jo ikke nødvendigvis have lov at indtage synspunkter, som ikke er rigtige”.

Det er, skulle nogen være i tvivl, det modsatte af demokratisk debat. Og nu er det ikke fordi, at synspunkter, som bliver opfattet som kontroversielle, ikke skal møde modstand. Tværtimod. 

Men det, der sker i den woke version af ’debat’, er netop ikke intellektuel åben udveksling af synspunkter. 

Det er mistænkeliggørelse og udgrænsning af konkrete mennesker og konkrete synspunkter – og endda konkrete kendsgerninger. En social straf for at mene eller påpege det forkerte.

Det er ikke kompatibelt med et demokrati, når stemmer, der ikke ligger præcis hvor mainstream er, bliver dæmoniseret med henblik på eliminering fra den fælles samtale. 

Når det bliver opfattet som at ’platforme’ ’ekstreme’ synspunkter, at give mennesker, der mener noget andet, mulighed for at tale uden saboterende afbrydelser, skyld-ved-association og skandalisering. 

Det er denne patologi, der er primærårsag til, at vi ikke længere har normale samtaler med folk, ’vi’ er uenige med (altså folk på højrefløjen). 

I stedet er der gotcha-interviews, hvor ærindet ikke er at finde ud af, hvorfor en person mener det, han eller hun mener, men at håne, marginalisere og, i sidste ende, få gjort vedkommende tavs.

Skribenten Helen Andrews hævder, at woke simpelthen er den naturlige følge af feminiseringen af samfundet. 

Kvinder er mere glade for censur end mænd generelt, og mindre tilhængere af ytringsfrihed. 

Cancel-kulturen er derudover grundlæggende feminin, fordi den er indirekte: Det er ikke klassisk, maskulin ansigt-til-ansigt konfrontation på meninger, men i stedet ondsindet sladder, forhånelse og eksklusion fra fællesskabet. 

Hvis du spørger mig, så har Andrews helt ret.