KLUMME: Jeg ved ikke med dig, men jeg har længe gået og ventet på, at Mette Frederiksen og fæller ville begynde at tale om det. 

Om at det ’nødvendige’ næste skridt bliver at sende danske og europæiske unge mænd i krig for Ukraine. 

Frederiksen og hendes medinvestorer i krigen har indtil videre undladt at tale om det, måske fordi opbakningen til projektet vil tage skade, hvis også europæiske liv udenfor Ukraine skal ofres.

Ingen kan dog være i tvivl om, at Frederiksen gør, hvad hun kan for at tale truslen op. 

Kan I for eksempel huske det store hysteri om nogle droner for et års tid siden? 

Frederiksen talte med det samme om ’hybridkrig’, selvom der formentlig var tale om nogle fugle og nogle stjerner og andre misforståelser. 

Hun forsøgte også at tale en krisestemning op med advarslen om, at ’russerne ikke går hjem klokken 16' fra samlebåndet.

Den danske statsminister må så afgjort være en af de mest, øh, insisterende, når det gælder Ukrainekrigen. Og dét på trods af, at vi befinder os meget langt fra fronten. 

Her er Danmark ikke alene. Tag Storbritannien, der nærmest er geografisk udelukket fra krigen, hvor de ikke desto mindre giver Mette Frederiksen konkurrence, hvad angår opkørthed.

Den konservative eks-politiker Jacob Rees-Mogg, holdt for eksempel forleden en skrækkelig videotale om ’pligt’ og krig. 

Dér sidder han, blandt malerier i guldramme og med bløde, renskurede hænder, der aldrig har lavet en dags reelt arbejde, i skræddersyet jakkesæt og taler om sine landsmænd, som om de er foragtelige svæklinge, der bare har haft det for let. 

Derfor skal de melde sig til militæret, og hvis folk ikke vil gøre deres pligt og gå i døden, så skyldes det ansvarsforflygtigelse, og så bliver landet måske overtaget af et andet land.

Rees-Mogg er skoleeksemplet på den vatindpakkede opkomling, der (mis)bruger sin gode uddannelse til at tale ned til almindelige mennesker – mennesker, han tydeligvis foragter.

Et snobbet bløddyr, der lever en hyper-privilegeret, beskyttet tilværelse på de bonede gulve. Det er ikke ham, en midaldrende, rig mand med etablissementvenlige holdninger, der skal sendes til fronten for ’demokratiet’ og ’fædrelandet’. 

Det fædreland, han og hans ligesindede er i færd med at smadre med indvandring. Og det er med stor sandsynlighed heller ikke hans børn. Eller de andre krigs-opviglere og deres børn.

Vi er vidner til en særlig form for dekadence, hvor de europæiske politiske eliter pisker en frygtstemning op. Det er alt sammen en flugt fra deres ansvar hjemme. 

Det gælder i Storbritannien, og det gælder i Danmark.

Vi er ikke i tvivl om, at Mette Frederiksen elsker det internationale rampelys. At hun jo egentlig forsøgte at blive generalsekretær for NATO, men da det glippede, måtte hun tage til at takke med endnu en sur tørn som Danmarks statsminister. 

Nu er hendes bedste mulighed, at der kommer endnu en stor international krise, så hun kan flygte fra sine provinsielle landsmænd og deres problemer - som hun selv har været med til at skabe.

Husk det til næste gang, Mette Frederiksen taler om store trusler mod vores land.