KLUMME: Vi har talt meget om radikaliseringen blandt unge mænd. Den er utrolig farlig, må vi forstå på alverdens hattedamer i morgen-tv-programmer og den slags. 

Men de unges holdninger bliver faktisk jævnligt undersøgt, og her er ikke tale om nogen vild radikalisering af mændene. 

De går noget til højre, særligt på indvandring og økonomi, men befinder sig ikke langt fra midten. Så når man taler om den store politiske kløft mellem unge mænd og kvinder, skyldes det faktisk ikke mændene, men kvinderne.

De unge kvinder har bevæget sig langt til venstre. De er blevet radikaliseret. Objektivt set. Og kan det undre? 

Stort set alle vegne, de unge kvinder kigger hen, er der holdningsprægning i venstreorienteret retning. 

Feminisme, som er venstreradikal identitetspolitik, fylder kolossale dele af de unge kvinders sociale medier. 

Instagram er en slags radikaliseringscentral, hvor en bekymrende stor del af indholdet handler om at indpode de kvindelige følgere med et negativt syn på mænd - og at fremme idealet om den hårde, selvdyrkende, uafhængige kvinde. 

Talen om ’giftig maskulinitet’, ’patriarkatet’ og ’mental load’ er forskellige sider af den samme mønt. Det handler om at bevæge kvinder i retning af en evig lavintensiv borgerkrig mod det modsatte køn. 

Det er ikke uden grund, at unge kvinder aldrig har været mere ulykkelige. Men hvad skyldes venstredrejningen? 

Et studie viser, at kvinder er langt mere tilbøjelige til at solidarisere sig med andre kvinder end mænd er tilbøjelige til at solidarisere sig med andre mænd. 

Andre studier dokumenterer, at kvinder er mere konforme end mænd og mere modtagelige for gruppepres. 

Og det er der faktisk gode evolutionære grunde til: Kvinder har gennem historien vært dybt afhængige af fællesskab med andre kvinder, ikke mindst for at få adgang til ressourcer og hjælp til at passe hinandens børn.

Det er også derfor, at unge kvinder er mere sårbare over for sociale epidemier end unge mænd. 

Spiseforstyrrelser, trans-identiteter, voksen-ADHD eller ’neurodivergens’, klimasag og Gaza-aktivisme trives ikke mindst blandt unge kvinder. 

Det er lidt som med modetøj: En nem måde at signalere til de andre, at man ikke stikker ud. Fordi prisen for at stå udenfor fællesskabet for en ung kvinde kan være høj.

Og det er også en del af svaret på venstredrejningen. Den skyldes social kontrol internt i kvindesamfundet. 

Styrket af de sociale medier har kvindemagten en stærk social kontrol over dens subjekter – særligt de yngre kvinder. 

Kontrollen internt i kvindesamfundet foregår ved henholdsvis straf og positiv forstærkning. Straffen for ikke at melde sig under feminismens faner er de samme, som i så mange andre kulter, nemlig eksklusion, forhånelse eller decideret mobning. 

Den ikke-feministiske kvinde er en ’pick-me’, en klasseforræder, patriarkatets hjælper, en foragtelig ’tradwife’. 

Gruppehadet til kvinder, der mener noget andet, skal ikke kun udskamme enkelte individer, men tjener samtidigt som advarsel, for hvis du overvejer at tænke selv, så bliver du næste offer.

Den positive forstærkning er, at den unge kvinde ved at acceptere propagandaen får del i det, der skal ligne et fællesskab. 

Det er ikke et fællesskab, der har hendes bedste for øje, men det finder hun måske desværre først ud af, når det er for sent. 

Når hun har gjort, som feminismen krævede, og satset alt på arbejde og på at dyrke sig selv – og ender uden mand og børn.

Instagram er fyldt med videoer af kvinder i midten eller slutningen af fyrrene, som ikke kan forstå, hvordan de endte uden en familie. 

Dette er skrevet med den største omsorg, for jeg er ikke i tvivl om, at en væsentlig grund til, at kvinder har det svært psykisk i dag, også skyldes manglen på mening. 

Og mening opstår ikke mindst, når man er noget for andre end sig selv. Når man elsker nogen højere, end man elsker sig selv.  Hvis vi holdt af de unge kvinder, var det dét budskab, vi gav dem. 

Indtil det sker, er der feminisme ad libitum, hver dag, fra stort set alle platforme.