KLUMME: I den meget omtalte Cornell 7-sag er der meget, der bør bekymre os. 

Kort fortalt handler det om en ung kvinde, som en oktoberaften besøgte en mande-studenterforening, hvor hun tog stoffer og var involveret i sex med 7 forskellige unge mænd.

Efter tre uger gik kvinden til politiet, som sammen med kvinden udarbejdede en seks siders ’svoren erklæring’, som blev sendt til anklagemyndigheden for at vurdere, om der skulle rejses en straffesag. Det blev afvist, og det kan man godt forstå. 

For flere medier har beskrevet, at der slet ikke står noget om voldtægt i erklæringen. Hendes egne formuleringer afslører både, at hun var ved bevidsthed, at hun var med på en trekant, at hun undervejs hjalp den ene unge mand, der var besvimet og beroligede en anden, der var ved at kaste op. 

Nu to år senere har kvinden anlagt et civilt søgsmål og måske bliver straffesagen også åbnet igen. Stridspunktet er ikke mindst, om den svorne erklæring var retvisende, og om kvinden reelt havde givet samtykke.

Det er ikke altid lige til at vurdere, om der præcist er givet samtykke til alle involverede og hvor ædru, man skal være for at give det. En eventuel retssag kommer forhåbentlig til at gøre os klogere.

Under alle omstændigheder er det en moderne sygdom kun at ville forstå det, der sker mellem mennesker, i juridiske termer. Altså om det var lovligt eller ej. Det er ikke mindst det, der gør samtykkebegrebet så svagt; man kan sagtens give samtykke til noget, man egentlig ikke har lyst til.

Og man kan vise sit samtykke uden at sætte ord på. Men vi kan forhåbentlig alle enes om, at et orgie med tre- og firkanter, under heftig påvirkning af alkohol og stoffer, hvor folk besvimer, kaster op, og roder rundt i en bunke, er frastødende. Det er moralsk forkert, punktum.

De unge mænd, der deltog – hvoraf flere var med i en gruppechat, hvor én skrev, at der var ’gratis f*sse’ – har opført sig forkasteligt. Tænk at stille sig op og være nummer 2, 5, eller 7 i rækken.

Hvad får dog et menneske til at nedværdige andre, og sig selv, på den måde? Men forkastelig adfærd er ikke det samme som kriminel adfærd, hvilket den verserende storm om sagen lader til at have glemt.

Den unge kvinde har også, hvis hun ikke løj i sin svorne erklæring, opført sig amoralsk. Selvom hun sådan set bare gjorde det, den seksuelle frigørelse og feminismen har fortalt hende: lad være med at ligge under for gammeldags begrænsninger på din seksualitet. 

Hvis du har lyst til noget, for eksempel en trekant med hel- eller halvfremmede, så gør det. Ligesom mændene både har nedværdiget sig selv og hende, har hun gjort det samme. 

Det er det farligste ved den seksuelle frigørelse: den har frataget os muligheden for at sige til de unge, især kvinder, at de bør passe på sig selv. 

At have sex med mennesker, man ikke kender godt, et fremmed sted, og tilmed flere ad gangen, er ikke at passe på sig selv. Og kommer de deltagende mænd nogensinde til at opleve opbyggelig, forpligtende kærlighed til en kvinde, når de har udvist et så forkvaklet syn på et andet menneske? Det er der desværre ikke nogen, der tør sige længere.

Vinderne er feminismen; taberne er de kvinder (og mænd), der efterlever frigørelsen. Fordi samtykkebegrebet er det fattigst tænkelige værn mod dårlige oplevelser.

Cornell-sagen er først og fremmest et bevis på, at den seksuelle frigørelse skader os alle. Både kvinder og mænd. Det efterlader unge mennesker i et pornoficeret, nyttebetonet, koldt rum, hvor der ikke er ret og vrang, andet end hvad juraen siger.

Når man fjerner seksualmoralen, får man sex uden moral. Og det er ikke kønt.