KLUMME: Undersøgelsen af banderne var foretaget på bestilling af det indvandringskritiske parti Restore, og deri kunne man læse, at omfanget af den seksuelle vold mod britiske piger og kvinder menes at være på mindst 250.000 ofre. 

Tallet har man fundet frem til ved at tage udgangspunkt i et estimat fra politikeren Lord Pearson og den såkaldte Jay-rapport, der omhandler voldtægtsbanderne i byen Rotherham. 

Et forsigtigt skøn var, at der var tale om 1400 ofre i Rotherham, og Restores undersøgelse har taget dette tal og ganget det op med tal fra andre større byer – men erkender, at det ikke er præcist, fordi den britiske stat har nægtet at undersøge sagen. Restores rapport hævder endvidere, at tallet givetvis er højere.

Journalisten fra Information ville høre, hvordan jeg havde det med at videregive et uunderbygget tal, og om jeg ikke var med til at sprede ’misinformation’. 

Berlingske har også brugt energi på at kritisere tallet, så her er jo en oplagt lejlighed til at dvæle lidt ved både realiteterne bag tallet og mediernes prioriteter angående de systematiske forbrydelser mod uskyldige britiske piger.

For det første er det ikke misinformation at videregive, med kilde, et estimat, der fremgår af en rapport. Men det er vigtigt her at huske på, at når magthaverne og deres medier taler om ’misinformation’, ’desinformation’ og lignende, så er det som regel bare kode for ’kendsgerninger, vi ikke kan lide’ eller ’perspektiver, vi ikke vil have fremført i den offentlige debat’.

Kan du for eksempel huske sagen om de to skotske søstre på 11 og 13, Lola og Ruby, som forsvarede sig selv med knive mod en indvandrers seksuelle tilnærmelser til og voldelige adfærd mod dem? 

Sagen var gigantisk på det sociale medie X og i mange store udenlandske medier såsom New York Post og Daily Mail. 

Men nej, du kan nok ikke huske den, fordi det eneste, danskerne kunne læse, da det skete, var en artikel af de såkaldte faktatjekkere i TjekDet, der hævdede, at pigerne havde løjet, og at historien var usand. 

Det stemte overens med både det skotske politi og de etablerede britiske mediers vinkel på sagen: 

At det var pigerne, som havde truet og overfaldet indvandreren; at de ikke havde talt sandt; at der ikke var beviser for, at pigerne var blevet forfulgt og chikaneret seksuelt; og at migranten var et offer.

Den store britiske avis Daily Mail interviewede overfaldsmanden og fremstillede ham som en sød familiemand, der var blevet offer for pigernes racisme. 

Det skotske politi lavede en officiel udtalelse, hvor de advarede mod ’misinformation’ på de sociale medier om sagen og hævdede, at den tilvandrede mand var blevet passet op af ’unge’, samt at en af pigerne var blevet sigtet for våbenbesiddelse og ville blive henvist til myndighederne. 

Altså både decideret løgn og et forsøg på at tegne pigerne som farlige. 

Facebook tog også mit (og sikkert mange andres) opslag om sagen ned. Det viser noget uhyggeligt om myndighedernes samarbejde med sociale medier om censur og undertrykkelse af sandheden.

Desværre for ’faktatjekkerne’ blev indvandreren forleden fundet skyldig ved retten i overfald, trusler og seksuelt krænkende bemærkninger mod et barn. For pigerne talte sandt, hvilket enhver med en smule redelighed i sig allerede vidste - blandt andet fordi deres veninde, som var til stede, lavede en video kort tid efter, hvor hun i detaljer redegjorde for forløbet.

Både myndigheder og medier viderebragte altså misinformation. De løj og de løj, og de løj ikke mindst på grund af de impliceredes profiler: Onde vestlige piger over for den stakkels tilvandrede mand.

Hvorfor er dette relevant for Restores undersøgelse? Fordi der er præcis samme teknologi på spil her. 

Information og Berlingske (og sikkert også andre) vælger at fokusere på et tal, som af åbenlyse årsager er usikkert. 

Måske ikke fordi man gerne vil kende sandheden, men for netop at så tvivl om sandheden. Som måske endda – når nu vi ved, at mørketallet for seksuelle forbrydelser er stort, og at ofrene i høj grad kommer fra sociale lag, hvor man er langt fra og har mistillid til myndighederne – er værre endnu.

Den egentlige historie er, hvorfor myndighederne ikke selv for længst har afdækket omfanget i stedet for at overlade det til amatører. 

Og om det overhovedet giver mening at stole på britiske myndigheder og medier, der både dengang og nu er mest optagede af at dysse forbrydelserne ned.

Det store spørgsmål, der lurer under fikseringen på de 250.000, er dette: Hvis ofrenes etniske profil havde været anderledes, var sagen da blevet dækket anderledes?

Ingen med redeligheden i behold kan svare ’ja’ til dette spørgsmål. Og dét er problemet. Ikke Restores estimat.