KLUMME: Som alle fornuftige mennesker ved, er diskussionen om køn fuldkommen på afveje. 

Unge kvinder er bevisligt blevet mere ekstreme og fjendtlige over for mænd, men det er ikke desto mindre hele tiden truslen fra de unge mænd, vi hører om. 

Der er heller ingen ende på de feministiske klagesange om, hvor uretfærdig verden er over for kvinder, selvom vores samfund på lange stræk forskelsbehandler til fordel for kvinder. 

Det gælder lige fra institutioner, der er mere gearet til piger end drenge, over universitetsverdenen, der har måltal for kønssammensætning og til erhvervslivet med Kønsbalanceloven. 

Og så, selvfølgelig, mere generelt, at mænd bliver tegnet som ’toksiske’, mens kvinder fremstilles som ofre.

I dette absurde, mandehadende debatklima er der mere end nogensinde brug for positive maskuline idealer. 

Nogen, der siger til mændene, at det er sådan her, I bør være. Noget positivt, de kan spejle sig i. Et holdepunkt.

Netop derfor spurgte Joachim B. Olsen forleden i Borgerlig Tabloid Alex Vanopslagh om, hvilke positive maskuline idealer der findes for mænd? Det ville Vanopslagh ikke svare på.

Han kunne godt tale om nogle værdier, som både er positive for kvinder og mænd, men at fremhæve noget særligt maskuline idealer, det turde han ikke. Tøs!

Jovist har Vanopslagh da ret i, at han utvivlsomt ville blive overdækket med kritik fra opkørte feminister. Men som Joachim sagde til ham ”Hvis ikke du vil tale om maskuline værdier, hvem fanden skal så gøre det?”. 

Da jeg er så heldig at være kvinde, har jeg til gengæld fuld ytringsfrihed til at sige det:

Det vigtigste maskuline ideal er styrke og kompetence. Fysisk og mental styrke. Dygtighed. Færdigheder. Vi er et samfund bygget på mænds styrke og evner. 

At tale mænds styrke ned er at tale sin egen kultur ned. At insistere på, at mænd skal være ’søde og bløde’, som Ane Halsboe-Jørgensen gør, er mandehad forklædt som omsorg. Mænd ser op til andre kompetente mænd, og kvinder vil have dem som partnere.

Ansvar. Det er et ideal for mænd at bære de tungeste byrder. At løfte andre mennesker, forsørge andre mennesker og beskytte dem, der ikke kan beskytte sig selv. Ikke at overlade ansvaret til andre, men tage det på sig. Det er sådan, man går fra dreng til voksen mand.

Mod. At være parate til at gøre det nødvendige, selv om det er risikabelt. Turde sige sandheden, selvom sandheden er upopulær. Gå imod strømmen, når det er nødvendigt. At nægte at følge åndssvage normer og regler – og understøtte de gode.

Ro. Bevare fatningen, når det stormer. Have valgt en retning i livet og stå fast på den. Mænd er følelsesmæssigt mere stabile end kvinder, og det er en fantastisk ressource, ikke mindst i svære tider – både privat og samfundsmæssigt.

Tænke på helheden. Det er et særligt ideal for mænd at tænke ud over sig selv og sine nærmeste, og insistere på fællesskabet og retfærdigheden. 

Der er en grund til, at så mange mænd går og tænker på Romerrigets fald: Både storheden og dens ophør er noget, mange mænd føler sig forbundne med, fordi gruppens fremtid ligger dem på sinde.

Mandeidealer taler til det store, det legendariske, det utrolige – og til ære, som nok har et dårligt rygte i dag efter masseindvandringen, men som ikke mindst er nært forbundet til følelsen af værdighed. 

En mand uden ære er en mand, der kan knækkes. Han er ’sød og blød’ og føjelig.

Der er bare to problemer med min liste. For det første er den urealistisk, hvis ikke man også ændrer den fjendtlige tilgang til mandekønnet, der siver ud af uddannelsesinstitutioner, medier, populærkultur og nu også regeringen. 

Man kan ikke bede mænd om at være ridderlige og modige, samtidig med at man håner og straffer dem for netop det. 

Cancelkulturen er en form for feminint kodet kvælning af muligheden for at udvise maskulint mod og sige det sande, men upopulære.

Og det andet problem med listen er, at det ikke fungerer som idealer for unge mænd, når det er en kvinde, der siger det. 

Idealerne skal komme fra en mand. Og helst fra én, unge mænd i forvejen lytter til, så mand dig nu op, Vanopslagh!