KLUMME: Det sker ved hvert valg: At etablissementet finder på erstatnings-emner, der skal forskyde opmærksomheden væk fra indvandringen, den eksistentielle trussel mod os, over til andre mere harmløse emner.

Moderaterne har for eksempel indledt en bestikkelse af privilegerede kvinder i byerne. Partiets fokusgrupper har sikkert vist, at det er deres primære klienter. 

Bestikkelsen består i lovning om statuer af prominente danske kvinder, og i medierne foreslås Helle Thorning-Schmidt, som i hvert fald imponerer med sin vedholdende fascination af sig selv. 

Men det er ikke uklogt af Moderaterne, for så kan man imens have en samtale om, hvor synd det er for kvinder generelt, hvilket appellerer til de hunkønsvæsner, hvis personlighed består i at føle sig forfordelt.

Moderaterne har fået hjælp af det venstreorienterede kulturlag, som i skikkelse af den mandefjendske forfatter Maren Uthaug (der i sine bøger drømmer om at udrydde mænd og holde dem som sexslaver), har iværksat en kampagne mod nøgne kvindestatuer, som hun iklæder strikketøj. 

Uthaugs gestus har selvfølgelig inspireret andre feminister til at gøre det samme, og hver enkelt af dem kan nu spejle sig i kampagnen som ædle og modige bekæmpere af Det Onde Patriarkat. 

Det er interessant, at de samme feminister, der insisterer på kropsmæssig frigjorthed, pludselig optræder helt bornert. Hvad blev der af at hylde kvindekroppen? Hvorfor skal den nu gemmes væk i kikset hønsestrik begået af Uthaugs stormtropper?

En anden klassiker i det politiske teater er økonomi. I denne ombæring er det blevet til boligskat. Det er en langgaber, ja, men det er ikke det værste. 

Det værste er viljen til at dreje opmærksomheden væk fra den eksistentielle trussel og over på noget, der i forhold til Danmarks beståen er ligegyldigt. 

Altså, vi står til at komme i mindretal i vores eget land i 2096 (ifølge Politiken, af alle medier), og så taler man om boligskat. 

Kan man egentlig komme ind på et emne, der har mindre væsentlighed for vores børns fred, frihed og sikkerhed end det? Det skulle da lige være statuer af Helle Thorning-Schmidt.

Og så er der den slags emner, hvor danske politikere stort set ikke har nogen indflydelse alligevel. Håbet om en fortsat krig i Ukraine, som skal sikre Mette Frederiksen, der regerer bedst i kriser, et tusindårsrige. 

Det sælges som nødvendigt for Danmark, og da der er nul debat om den sag, er det gratis PR for Frederiksen og hendes globalt orienterede fæller. Hvordan det gavner danskerne at holde gang i krigen, står hen i det uvisse. 

Der er også den daglige, opflammede kritik af Trump, fordi han nok engang har udtalt sig på en måde, som vi er ikke vant at høre på. Retorik i udlandet er meget vigtigt for Danmark, må man forstå. 

Klimaet lader til gengæld til at være gledet i baggrunden ved dette valg, hvilket er bemærkelsesværdigt al den stund, at vi jo fik at vide, at apokalypsen var nært forestående, men måske fordi vi har opdaget, at resten af verden bare griner ad vores affaldssortering.

For os, der først og fremmest tænker på vores børns fremtid i vores land, er det vigtigste at løse de efterhånden uoverskuelige problemer med indvandringen. 

Vi er mange, der har det sådan, og vi behøver ikke at falde for de kunstige emner, der sendes i cirkulation af mennesker, der har andre interesser end Danmarks beståen.