KLUMME: I en valgkamp kommer debatterne desværre ofte til at handle om overfladiske, harmløse emner som formueskat.
Og nu er det ikke for at være en ’doomer’, men der er faktisk meget alvorlige problemer, som Danmark, Europa og Vesten står over for, og som vi burde tale meget mere om. Ærligt. Og her er de tre største:
Klimafanatismen. Hvis vi bevæger os ud over teknokrati og afgifter, så handler klimasagen i vidt omfang om modstand mod civilisationen. Vi skal eliminere vores produktion. Spise mindre kød. Flyve mindre. Få færre børn. Skabe mindre.
Det er et gammelt had til den vestlige civilisation, der har fundet et nyt påskud i klimasagen. Det eneste, vi praktisk opnår med de grønne politikker, er, at flytte vores virksomheder til Kina og i øvrigt blive hånet i resten af verden.
Uden for Vesten kan de nemlig uden videre se, hvad klimasagen handler om: Dekadent civilisationsafvikling.
Så er der feminisme. Feminisme er ikke blot en ligestillingsfilosofi. Det er først og
fremmest en ideologi, der ødelægger grundrelationerne mellem mænd og kvinder og gør, at tragisk mange aldrig får børn.
Piger og unge kvinder bliver tæppebombet med budskaber om, at mænd er dårlige mennesker, at skilsmisse er godt, at promiskuitet er frisættende, at traditionel kvindelighed er reaktionært og fascistisk, at børn er en byrde og at man skal omdanne hjemmet til en ligestillingskrigszone for at tækkes feminismen.
Unge mænd får at vide, at alt det bedste i dem – deres beskyttervilje, mod, styrke og skaberkraft - er giftigt, hvilket får dem til enten at opgive at møde kvinder, eller til at blive feminiserede (hvilket får kvinderne til at forlade dem).
Til sammen giver disse to ødelæggende spor en kultur, hvor kønnene har svært ved at finde hinanden, og mange bliver bitre, ensomme, selvdyrkende eller vemodigt opgivende.
Er der noget at sige til, at fødselsraten er faldet dramatisk? Vi overlever ikke som samfund, hvis ikke vi dæmmer op for feminismens destruktive sider.
Den mest akutte og eksistentielle trussel er selvfølgelig masseindvandringen, hvor danskerne står til at komme i undertal i vores eget land i 2096, og vi kan ikke engang finde ud af at sætte en lås på Kærshovedgård.
For ikke at tale om at påbegynde den remigration, der er fuldkommen afgørende for at bremse parallelsamfundets vækst, og som langt ind i den nominelle borgerlighed stadig møder modstand.
Volden er anderledes end da jeg var barn, med gruppeoverfald på enlige danske drenge eller unge mænd, seksuelle overfald og sågar gruppevoldtægter.
Det kommer vi til at se meget mere af i fremtiden, hvis ikke vi begynder at tage truslen alvorligt.
Fælles for de tre kriser er, at de er bygget op og udbredes i populærkulturen og i
uddannelsessystemet. De er ikke trusler udefra, men er skabt indefra af et venstreradikalt had til det borgerlige samfund.
Fælles for kriserne er også, at de fleste andre emner bliver ligegyldige, hvis vi ikke får stoppet dem.

