Klumme: Der er sket noget med os i Vesten. 

Det startede under Corona - eller det var i hvert fald dér, jeg først lagde mærke til det:  En blodtørst mod anderledes tænkende anført af etablissementet. 

Jeg selv er vaccineret to gange og mener egentlig, at håndteringen af epidemien herhjemme foregik relativt rimeligt, også selvom det i bagklogskabens lys var for meget.

Nej, det, der gik mig på dengang, var den måde, politikerne og resten af den magthavende klasse talte om mennesker, som ikke delte deres opfattelse af håndteringen og sygdommens karakter på. 

De var ikke bare slemme, usolidariske væsner uden ’samfundssind’; de var skøre, vanvittige, ekstreme ’anti-vaxx’ere. De var farlige ligefrem.

Og det, der i særdeleshed bekymrede mig, var, hvordan det lykkedes magthaverne at sprede denne voldsomme intolerance over for anderledes tænkende til almindelige danskere. 

Det lykkedes at opvigle landsmænd mod hinanden med henvisning til en ydre trussel.

To forhold slog mig: For det første den totalt manglende omsorg for disse mennesker, blot fordi de tænkte anderledes. Vores egne naboer, familiemedlemmer, kolleger. 

For det andet var der viljen til at slå ned. Viljen til at finde og udgrænse dem, der tænkte forkert. Og ikke sjældent censurere dem. En historisk skamplet på vores demokrati. 

Intolerancen over for dissens mindede mere om en sekt eller et totalitært samfund.

Siden Corona har vi set lignende kult-tendenser i andre spørgsmål. Klimasagen har mange af de samme elementer som Corona: En krise, en magthavende klasse som kræver bestemte handlinger for at redde os alle, og så masserne, som enten retter ind og gør som de får at vide, eller siger nej og bliver stemplet som miljøsvin, egoister, lavstammede og dårligt uddannede ’klima-skeptikere’ med videre.

MeToo er et tredje eksempel: En krise, en magthavende klasse, som kræver ofre og bodsgang, og så masserne, som skulle rette ind ved at acceptere den dybt betænkelige præmis om, at man altid skulle tro på kvinder, mens mandlige syndere skulle dømmes, som om de havde begået uhyrlige forbrydelser. 

Der blev skabt en mistænkeliggørende stemning omkring mænd. Det gav et segment af veluddannede, indflydelsesrige feminister mere kulturel kapital, og marginaliserede mænd yderligere - i særdeleshed, hvis de ikke erklærede deres udelte støtte til sagen.

Læg mærke til klasseelementet. Medlemmer af den kulturelle og økonomiske overklasse våbengør den prætentiøse middelklasse, som så udgrænser de anderledes tænkende - ofte, men ikke altid, den kulturelle og økonomiske underklasse eller bare folk, der har mindre status.

De sager, jeg nævner, handler om ’luksusholdninger’: Holdninger, der giver indehaveren social status, men stiller de dårligst stillede dårligere. 

Det var for eksempel nemt og gratis at kræve mere nedlukning, når man selv stod i et kæmpe hus med en dejlig privat have, men det stillede de svageste, dem med færrest ressourcer og de dårligste netværk dårligere.

Det er tydeligt, at vi efter Corona har tabt samhørighed. De herskende klasser føler, at de har fået retten til at tvinge deres synspunkter igennem med udskamning og cancellering.

Enhver form for uenighed er farlig og må slås ned. Den langsigtede bivirkning af Corona er en permanent intolerance af anderledes tænkende. 

Det er der mange ord for, og ingen af dem hører hjemme i et demokrati.