KLUMME: Det var ’nødvendighedens politik’ fik vi at vide af Lars Løkke, da midterregeringen blev formet.

For nu skulle de voksne til. Fri for alle fløjene med deres holdninger og værdier, som er i vejen for embedsapparatet. 

Endelig fik vi en regering, der kunne bestemme suverænt selv, uden at skulle tage den mindste smule hensyn til pøblen.

Og det var vigtigt, kunne vi forstå, for Danmark stod angiveligt over for en dyb og alvorlig krise. Det var blandt andet derfor, vi skulle afskaffe store bededag. 

Russerne går ikke hjem kl. 16, som det nedladende lød fra Mette Frederiksen, så nu vi skulle vi dovne og forkælede danskere til at tage os sammen.  Regeringen var parat til at træffe den upopulære, men nødvendige beslutning.

Det hele fik dog et komisk skær, da det store flertal af landets eksperter rystede på hovedet over fjernelsen af helligdagen. Det var ikke med deres velsignelse og mange fandt det decideret tåbeligt. 

Befolkningen hadede det, men ikke desto mindre pressede regeringen sit forslag igennem. 

Og dét er i hvert fald noget ganske særligt for midterregeringen, for den har simpelthen formået at have både eksperter og befolkning imod sig på samme tid, og alligevel gennemført sin politik. 

Det er dumstædighed fra øverste, øverste, øverste hylde.

Kort efter viste det sig i øvrigt, at Danmark overhovedet ikke var i krise. Faktisk gik det aldeles glimrende, og de sidste år har ikke handlet om meget andet end at dele julegaver ud. 

Det kunne en helt almindelig mindretalsregering nok også have klaret. Så hvor blev de store nødvendige beslutninger af?

Nu hvor vi er ved vejs ende, er konklusionen givet. Der var ingen nødvendige beslutninger. Der var intet formål. Ingen mening. Intet af noget som helst. 

Som den store finale fik vi den hastebehandlede fødevarecheck, som onde tunger vil påstå bliver sendt ud sammen med valgkortene.

Spørger man økonomer, er det svært at opdrive noget mindre ansvarligt end fødevarechecken. Ja, det er ikke for meget at kalde den for ’historisk populistisk’. 

En komplet uansvarlig og perspektivløs kasten om sig med penge i håbet om at bestikke vælgerne for at bevare magten. 

Næste gang, nogen tager til Ungarn for at belære dem om demokrati, bør de spørge sig selv, om vi stadig har troværdigheden til den slags.

Så hvad kan vi konkludere om midterregeringen? 

På den ene side var den et autoritært forsøg på at befri de politiske beslutninger for demokratisk samtale og i stedet lade teknokratiet herske uindskrænket. 

Ja, den slags fungerer jo nogenlunde for kineserne, men deres ledere er selvfølgelig også mere kompetente end Lars Løkke og Mette Frederiksen. 

Herhjemme blev det autoritære ikke modsvaret af kompetence. Nej, vi fik det, man bedst kan beskrive som teknokrat-populisme. 

Uansvarlig og inkompetent leflen for vælgerne pakket ind i løgne om ’nødvendigheder’, og en strategisk brug af kriser til at bevare magten. Nul hjerte for Danmark.

Hvilken skamplet på vores historie. Hvilken farce. Hvilken falliterklæring for demokratiet.

Skal vi ikke hjælpe hinanden med at gøre det bedre efter valget? Den gode nyhed er, at der ikke skal særlig meget til.