KLUMME: Hvem er mest ’naive’? 

Dem, der peger på remigration som en del af løsningen på indvandringsproblemerne?  

Eller dem, der forestiller sig at hundredtusinder af muslimer vil lægge islam på hylden og assimilere sig ind i den danske kultur?

Ifølge De Konservative Folkepartis  leder Mona Juul har der ’sneget sig en ny naivitet’ ind i udlændingepolitikken. 

Som hun skriver på Facebook, drejer det sig om 'ideen om, at vi kan udvise alt og alle, og så bliver det hele godt'. 

Mona Juhls pludselige interesse for noget, der ikke handler om erhvervslivet, Ukraine og klimaet, skyldtes at hendes kollega Christian Vigilius forleden sagde dette i et interview: 

»Der er et kapløb i folketingssalen om at lyde strammest. Og det er jo nemt at sige, at vi skal sende folk ud, og at folk skal rejse hjem. Jeg tror bare ikke, det i sig selv løser problemerne.«

Det er selvfølgelig et lille stykke manipulation, for mig bekendt er der ikke nogen af remigrationsfortalerne, der mener, at dét at sende folk hjem er det eneste, der skal til for at komme volden, utrygheden, kulturkonflikterne og den demografiske trussel til livs. 

Men det, Juul og Vigilius siger, er også indlysende logisk ukorrekt, for hvis vi udviste dem, der udgør modkulturen, så ville de problemer, der er med modkulturen, åbenlyst ikke være her.

Det er vigtigt at understrege, at ’remigration’ ikke betyder udvisning, men tilbagevandring. Frivilligt. 

Og her er for eksempel tørklædeforbud, som Det Konservative Folkeparti ikke vil være med til, et fuldkommen indlysende nødvendigt første skridt. 

Remigration er hovedsporet i en bredere strategi: En procentdel skal faktisk udvises. Så er der en større procentdel, som ikke hører til i Danmark, og som heller ikke har lyst til at høre til her. 

De skal opmuntres, presses og gives incitamenter til at vandre tilbage til en kultur, der passer bedre til deres værdier. 

Og så er der en mindre gruppe, som er parate til at blive danske. De er selvfølgelig velkomne.

Men Vigilius vil angiveligt meget hellere tale om, hvordan man får de mange muslimer i Danmark til at opgive deres kultur og indordne sig den danske. 

Bortset fra, at det vil han sådan set ikke – i hvert fald ikke, da Joachim B. Olsen spurgte ham om det i Borgerlig Tabloid. 

Ud over noget med at forbyde muslimske friskoler og øge støtten til organisationer, der arbejder med social kontrol, var det meget småt med konkrete forslag til, hvordan vi skulle få parallelsamfundet til at tage ’Danmark i hjertet’. 

Det blev ved det overordnede: Vi skal stille højere krav og introducere dem, der kommer fra radikaliserede miljøer, til, hvad det danske samfund er. 

Og så noget med at sprede indvandrere mere, hvilket alle og enhver ved ikke løser noget. Men hvad vil det konkret sige at ’stille højere krav’?

Hvis ikke disse mennesker, hvoraf mange er født og opvokset her, ved, hvad det danske samfund er, hvad er så overhovedet det borgerlige argument for at de skal være her?

Og det er smukt at ønske ’assimilation’ - som Joachim B. Olsen har påpeget, så er det præcis som at høre Søren Pind for 15 år siden. 

Men hvad hvis de tilvandrede og deres børn og børnebørn ikke ønsker det? Hvad hvis de gerne vil holde fast i deres kultur og religion?

Hvad gør vi så? Græder? Sætter socialpædagogerne med deres giftige girafsprog ind i moskéerne og tvinger folk til at synge ’Lille Ida edderkop’ og læse ’Lucas har to mødre’?

Laver en forargethedskonkurrence på Christiansborg blandt mandlige politikere, som er i (for omfattende) kontakt med deres følelser?

Hvis remigration er ’urealistisk’ eller ’naivt’, hvad skal vi så kalde forestillingen om, at hundredtusindvis af muslimer aflægger sig islam og tager ’Danmark i hjertet’, når vi ikke kan pege på et eneste tidspunkt i verdenshistorien, hvor det er sket? 

Den pæne borgerlighed har de facto hjulpet venstrefløjen med indvandringseksperimentet ved ikke at sige fra af frygt for at se højreorienterede ud.

Så længe den frygt består (en frygt, der ikke mindst er tydelig i angsten for selve begrebet ’remigration’), så kommer problemerne kun til at vokse. 

Og befolkningsudskiftningen, med den tilhørende vold, bliver en realitet. Dét er pænhedens endestation.