»Hver dag er som at miste hele dit liv,« skriver Sasha, som har boet i Mariupol under den russiske belejring.

De seneste uger har den ukrainske havneby Mariupol været udsat for voldsomme bombninger og angreb fra russiske styrker.

»Situationen er en humanitær katastrofe, og det er enormt bekymrende,« siger katastrofe-talsperson for organisationen Læger uden Grænser Stine Bloch Jensen, som har taget en beretning med fra Sasha, som vi vender tilbage til.

Ifølge Læger uden Grænser er cirka 70 hospitaler blevet bombet, og befolkning lider under kummerlige forhold som mangel på vand, varme, elektricitet og medicin.

Derfor var det en tydelig berørt Stine Bloch Jensen, der i onsdags kunne dele en hjerteskærende beretning fra en medarbejder, der har boet og arbejdet i byen.

Arkivfoto. Ifølge Læger uden Grænser kan manglen på vand og mad være farligt for særligt små børn, der ikke kan klare store udsving i føde- og vandindtag.
Arkivfoto. Ifølge Læger uden Grænser kan manglen på vand og mad være farligt for særligt små børn, der ikke kan klare store udsving i føde- og vandindtag. Foto: MARKO DJURICA
Vis mere

Af sikkerhedsmæssige årsager vil medarbejderen være anonym og omtales som 'Sasha.'

Få dage efter den russiske invasion lykkedes det Sasha at få doneret den resterende del af Læger uden Grænsers forsyninger til byens hospitaler.

Men så begyndte bomberne at falde.

»Hvordan kan man beskrive, at ens hjem bliver et sted med terror? Der var nye kirkegårde over hele byen i næsten alle kvarterer,« skriver Sasha i sin beretning, som B.T. har fået lov at bringe.

I flere uger var byens indbyggere spærret inde, og Sasha fortæller om desperationen hos en ældre dame, hvis mobiltelefon var gået død for strøm.

»Jeg prøvede at oplade telefonen på mit bilbatteri, men det lykkedes ikke. Jeg indså, at hun var alene, og at alle hendes håb hang på telefonen,« fortæller Sasha.

Efter nogle uger, hvor indbyggerne i Mariupol havde været fanget, lykkedes det Sasha og hans familie at undslippe.

En flugt Sasha beskriver som »kaotisk« med biler fyldt med mennesker, der sad klistret op af ruderne, fordi de sad så tæt.

Byen Mariupol har været udsat for voldsomme bombninger, der har efterladt store dele af byen smadret.
Byen Mariupol har været udsat for voldsomme bombninger, der har efterladt store dele af byen smadret. Foto: ALEXANDER ERMOCHENKO
Vis mere

»På vejen ud så vi gigantiske kratre blandt boligblokke, ødelagte supermarkeder, medicinske faciliteter og skoler – endda ødelagte krisecentre, hvor folk havde søgt sikkerhed,« skriver Sasha.

Sasha og hans familie befinder sig nu et sikkert sted, men oplevelserne har sat sig i dem.

»Vi kunne ikke tænke på andet eller mærke andet end bomber og missiler, der faldt ned fra himlen og ødelagde alt. Ugens dage holdt op med at have nogen betydning. Jeg anede ikke, om det var fredag eller lørdag – det var bare et langt mareridt,« slutter Sasha.

Du kan høre Stine Bloch Jensen læse Sashas fulde beretning op i videoafspilleren øverst i artiklen.