Såvel i Socialdemokratiet som i SF og Enhedslisten er et bestemt krav på de indre linjer ultimativt: Aldrig mere en Thorning-Schmidt-regering.

Fortællingen i alle tre partier er, at man af Radikale Venstre blev tvunget til at føre en politik, der ikke var socialistisk. Specielt i forhold til økonomien. Det må aldrig gentage sig, mener man. For prisen blev alt for høj: En evig diskussion om løftebrud og en regeringsperiode, der først og fremmest huskes for sit drama og kaos.

Derfor bliver der fra Enhedslistens og SF’s side nu forhandlet benhårdt. De vanvittige overbud, hvor SF for eksempel udlovede fem milliarder kroner om dagen inden for valgkampens første seks dage, må ikke tages af bordet.

Det samme gælder for uladsiggørlige forslag om i den offentlige sektor at ansætte i tusindvis af mennesker, der ikke findes, og for penge, der ikke eksisterer. Uanset hvad eksperter og statistikker siger, skal de pinedød ansættes. Ellers vil det udløse en regeringskrise.

Den brutale sandhed – som nogle af os i den borgerlige lejr allerede påpegede inden valget – er, at de mange penge ikke eksisterer, og at der skal prioriteres. Ganske som vi skulle. For der er ikke så meget som en enkelt, lillebitte økonomisk realitet, der har ændret sig siden valget.

Hvad enten SF piver eller synger eller hopper på tungen til Fyn, skal der på et tidspunkt vælges mellem klima og velfærd. For der er ikke penge til at gøre så meget for klimaet og velfærden på samme tid, som SF ønsker. Og de kan heller ikke skaffes. I virkelighedens verden forholder det sig nemlig sådan, at når skatterne har nået den højde, de har i Danmark, giver det ikke væsentligt flere skatteindtægter at hæve skattesatserne.

Grænsehandlen vil stige. Formuer vil blive bragt i sikkerhed i udlandet. Flere vil emigrere. Revisorer og skatteadvokater vil få gyldne dage – og gøre det arbejde, de bliver betalt for.

Og uanset hvor meget, Enhedslisten stamper i jorden og slår i bordet, erdet  totalt umuligt at ansætte mennesker, der ikke eksisterer. Det vil man allersenest opdage, når stillingerne til 10.000 pædagoger og måske 1.000 sygeplejersker opslås. Der kommer ingen ansøgninger. For mennesker, der skulle skrive dem, findes ikke.



Enden på det hele bliver formentlig, at man besinder sig. For det gør professionelle politikere altid på et eller andet tidspunkt. Og så kommer de røde spindoktorer på overarbejde. Bittesmå forbedringer og vage hensigtserklæringer vil blive pustet op til gigantiske sejre og vældige paradigmeskift.

Det værste ved alt dette er, at det får politikerleden til at vokse. Det burde ikke være sådan, at det stjæler hele nyhedsfladen i 24 timer, hvis en politiker er totalt ærlig. Men sådan er det blevet, og det er mere end sørgeligt.

Jeg tror, politikerne var mere ærlige i gamle dage. I hvert fald mindes jeg en udveksling i folketingssalen mellem Steen Gade fra SF og Erling Olsen fra Socialdemokratiet engang i 1980’erne.

Den på det tidspunkt meget unge Gade gik på talerstolen og erklærede, at Olsen havde begået en svinestreg. Hvorefter Olsen bad om ordet og svarede: 'Ja – det var en svinestreg. Men hvad skulle jeg gøre?'



På den ene side er svaret temmelig groft, fordi Olsen indrømmede en svinestreg. På den anden side er det befriende ærligt. I bedømmelsen af Olsen spillede hans ærlighed en større rolle end hans pragmatiske tilgang til politik: De fleste elskede ham.

Derfor er det Olsen, vi skal lære af. Ikke de fesne spin-one-linere, der i vore dage som oftest serveres som dagens ret.