Er han ramt af frygtet syndrom?

Den svenske hovedstad har det tvivlsomme privilegium at lægge navn til en særlig psykose. Stockholm-syndromet kaldes det, når realitetssansen forsvinder, og et gidsel begynder at sympatisere med sin fangevogter.

Spørgsmålet er, om denne psykose – ikke psykologisk, men politisk – er ved at brede sig over den svenske befolkning.

Tidligt i den svenske valgkamp mindes jeg en debat, hvor Sverigedemokraternes leder, Jimmie Åkesson, forsøgte at engagere sin statsminister i den problematik, at fire ud af fem voldtægter i Sverige begås af udlændinge. En voldsom overrepræsentation, der ikke bliver mindre voldsom af, at mange overgreb er gruppe- og massevoldtægter imod svenske piger.

Men som ude af stand til at forstå alvoren svarede statsminister Löfven:

»Hvis du er så bekymret for kvinderne, hvorfor vil du så forværre lønmodtagernes vilkår på arbejdsmarkedet?«

Tilbage sad mange sikkert som jeg med en fornemmelse af, at Löfven simpelthen ikke kunne forholde sig til sin egen indvandringspolitik. Måske fordi et monotont holdningsbearbejdende og politisk korrekt kor af medier, fagforeninger og statslige arbejdspladser i årtier har messet:

»Sverige er en moralsk superstat. Vi åbner armene. Her er ingen problemer.«

Måske denne massepsykose nu simpelthen har frataget politikere som Löfven evnen til reelt at begribe realiteterne. Har tvunget dem ind i en parallelverden, hvor de simpelthen ikke kan se, hvem der ødelægger deres smukke land. Måske de er fanget i en særlig, politisk tilstand af – Stockholm-syndromet?

Op til valgkampen har flere af Sveriges større byer været udsat for koordinerede bilafbrændinger. Billeder, som minder om Mellemøstens regelmæssige optøjer, har cirkuleret verden rundt - fra Gøteborg, Uppsala, Trollhättan, Alafors og Åkersberga. Men den mellemøstlige kobling gik helt hen over hovedet på de fleste politikere.

Vänsterpartiets Daniel Riazat erklærede ligefrem, at han ikke ville være overrasket, hvis »extremhögern var inblandade på något sätt«..!

Thomas Fuxborg fra Gøteborg politi kunne dog fortælle, at kameraoptagelser viste bander af unge andengenerationsindvandrere. Og til overraskelse for Riazat – men næppe for så mange på denne side af Øresund – blev én af de mistænkte få dage efter anholdt i Tyrkiet, der vist ikke er den mest yndede feriedestination for 'extremhögern'… Måske det snarere er Daniel Riazat, der som sin statsminister lider under Stockholm-syndromets politisk variant?

Det er imidlertid ikke kun politikerne, der har svært ved at adskille fjender fra venner blandt de 'kære nysvenskere'. Kriminologen Manne Gerell kom straks de hærgende bander til undsætning med en erklæring om, at der skam intet unaturligt var i lidt sensommerafbrænding af biler i de svenske forstæder.

»Att bilar brinner i augusti är inget ovanligt,« påpegede han.

Fra min studietid mindes jeg kriminologi som et temmelig langhåret studie udi at finde sociale årsager til kriminelle handlinger, typisk med en tilsvarende langhåret professor fra RUC ved katedret. Men en kriminologisk disciplin, der simpelthen kategoriserer bilafbrændinger rundt i Folkhemmets større byer som fuldstændig almindeligt, er alligevel en helt særligt svensk variant. Stockholmsk, tænker jeg…

Politikere og akademikere er dog ikke de eneste, der eksercerer udi virkelighedsforvrængning. Forleden blev en svensk virksomhed straffet for at afbryde et jobinterview, da en muslimsk kvinde ikke ville give hånd til mænd. Dermed fik hun aldrig jobbet, men kunne alligevel med domstolens hjælp stoppe 40.000 gode svenske kroner ind under chadoren. Så helt forgæves var fremmødet da ikke.

Det er trist at se vore svenske naboer gøre sig selv til gidsler og omdanne et tidligere smukt, fredeligt og venligt land til en multikulturel trykkoger. Men det er endnu mere trist, at myndigheder, politikere og eksperter er enige om, at der slet ingen problemer er.

Lad os håbe, der stadig findes politikere i Sverige, som ikke slås med disse særlige neuroser. Og lad os håbe, at svenskerne vælger dem i hobetal den 9. september.