Der er al mulig grund til at være bekymret i disse tider. Foruden den første store europæiske krig siden Anden Verdenskrig og truslen om atomkrig, så er der vind i sejlene for de anderledes og vilde politiske vinde.
Søndag vælger Italien med nogen sandsynlighed sin første kvindelige premierminister. Det er naturligvis glædeligt, men her stopper begejstringen for 44-årige Giorgia Meloni så også. Det tidligere medlem af et nyfascistisk parti, som har erklæret sin beundring for Benito Mussolini, bliver primært valgt ind på proteststemmer.
Had til migranter, raseri over EU og latterliggørelse af minoritetsgrupper og politiske modstandere står på menuen. Disse populistiske emner er jo allerede velkendte i Donald Trumps retorik og ligeså hos Ungarns Viktor Orbán – for slet ikke at tale om Ruslands Vladimir Putin.
Det er dybt bekymrende, at de politiske vinde, der nu blæser i Vesten i høj grad, er baseret på had og forsmåethed, og at deres primære løsningsmodel handler om at slå ned på de befolkningsgrupper, der er udpeget som syndebukke.
Det er ikke et tilfælde, at både Putin, Orbán, Trump og Italiens Meloni alle skyder efter homoseksuelle, abort, de fremmede og de anderledestænkende – og det bør får det til at risle koldt ned ad ryggen, at Europas tredjestørste økonomi nu er på vej til at genopfinde en moderne variant af fortidens højrenationalisme.
Giorgia Meloni siger selv, at hun ikke er fascist, men snarere skal sammenlignes med Margaret Thatcher eller Ronald Reagan. På den måde forsøger hun at pynte sin politik med respektable fjer. Både Thatcher og Reagan var ligesom hende kulturkonservative, men begge stod op for de liberale værdier, som vi har udkæmpet store krige for at forsvare.
Det er langtfra givet, at Giorgia Meloni er lige så demokratisk anlagt på sigt. Hendes koalitionspartnere bliver, sandsynligvis den dømte og skandaleombruste nu 85-årige Silvio Berlusconi, der har gjort sit for at skade det italienske demokrati og den ildspyende Matteo Salvini, der korporligt har forhindret en båd med hårdt medtagne migranter i at komme i land i Italien.
Der er med andre ord lagt op til en farlig udvikling midt i Europas hjerte. Selvom Meloni nedspiller sandsynligheden for et italiensk exit fra EU, så kan ingen vide sig sikre med denne forestående politiske koalition.
Italiens højredrejning kommer på et meget ubelejligt tidspunkt for Europa. Meloni har lovet at støtte op om EUs sanktioner mod Rusland, men hendes sandsynlige koalitionspartnere er begge store beundrere af Putin. En italiensk modstand mod den hidtidige europæiske linje vil alvorligt true EUs handlekraft. Der er næppe nogen tvivl om, hvem Putin holder med denne weekend.
I det hele taget synes tendensen igen og igen at bekræfte, at det liberale demokrati er under alvorlig beskydning. I Frankrig fik højrenationalisten Marie Le Pen mere end 40 procent af stemmerne for nylig, Viktor Orbán vandt overbevisende endnu en valgsejr på trods af krigen og sine meget tætte bånd til Putin. Truslen mod demokratiet kommer ikke kun fra Moskva.
I forhold til Italien er det umiddelbare held, at den italienske økonomi er i så ringe en forfatning, at det formodentlig vil være alt for dyrt og nærmest uoverskueligt at forsøge at rykke de europæiske teltpæle op. Men det betyder ikke, at alt er fryd og gammen inden for i teltet.
Hvis Giorgia Meloni virkelig vinder på søndag, så er det et vink med en vognstang for resten af Europa om, at den frihed og de rettigheder, vi tager for givet, langtfra er hugget i sten.
Man skal som bekendt ikke male fanden på væggen, og Giorgia Meloni er ikke en ny Mussolini. Men bliver hun valgt som den første højrenationalistiske leder af Italien siden 1945, så er der god grund til at frygte, at den stabilitet, som vores europæiske samfund er baseret på, vil vakle.
