Regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale har landet en aftale om en seniorpension for nedslidte, men Socialdemokratiets forslag om en rettighed til tidligere pension for nedslidte er også stadig på tegnebrættet.
Ligesom fagbevægelsen drømmer om en fuldt dækkende løsning for nedslidte. Hvis ikke der snart falder ro over debatten om pension, kan vi meget vel være på vej mod en ny efterlønsordning.
Da man i 1979 indførte efterlønnen, regnede man med, at cirka 30.000 ville benytte sig af den, men på et tidspunkt var det hele 150.000 danskere, der var på efterløn. Det blev et problem, fordi det både var for dyrt, og fordi det trak raske mennesker ud af arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor der var brug for dem. Efterlønnen blev derfor først forringet og til sidst afskaffet og erstattet af seniorførtidspensionen for de nedslidte.
Nu er man så enige om, at der er flere nedslidte end de få, der har fået gavn af seniorførtidspensionen, men der er stadig diskussion om, hvornår man er nedslidt, hvordan man skal opgøre det, og om hvornår man har en rettighed til tidlig pension.
I regeringens aftale skal man visiteres til den nye seniorpension, som de så mener, man har “ret” til, hvis man lever op til nogle kriterier.
Hos Socialdemokratiet vil man give en rigtig rettighed til tidlig pension - uden visitation, men man har kun afsat 3 mia. kroner til ordningen. Det tal er alt for lavt - især hvis man husker på, hvad der skete fra 1979 med efterlønsordningen. Derfor må hun give sig enten på rettigheden eller beløbet. Det vil blive det sidste, for ifølge CEPOS er der et økonomisk råderum frem til 2030 på 45 mia. kr. Mette Frederiksen mangler altså ikke pengene.
Sidste weekend åbnede statsministeren for, at den store velfærdsaftale om tilbagetrækning fra 2006 skal justeres, enten ved at lade pensionsalderen stige langsommere end planlagt eller ved at gøre det muligt at trække sig tidligere tilbage, men til en lavere ydelse i folkepension. Dermed kom han faktisk til at hjælpe med at modne en dagsorden om, at alle danskere skal have mulighed for tidligere tilbagetrækning. Det lyder næsten som efterlønnen, bare uden at folk selv skal indbetale en del af beløbet selv.
Jo mere man taler om nedslidte, jo mere modner man en dagsorden. Og jo mere moden en dagsorden er, jo større politiske tiltag skal man levere for at tilfredsstille folk. Det politiske parnas er ved at brolægge en vej mod stor skuffelse hos en stor gruppe vælgere eller en ny efterløn.
