Det skal ikke være nogen hemmelighed, at ferierne er akut-tid for parterapi. Det er her, hvor telefonerne kimer og hvor mange parterapeuter holder aftenåbent.

Julen er ingen undtagelse. Udover at ferierne i sig selv betyder, at vi er meget sammen med hinanden, og at konflikter og problemer derfor ofte vil blusse op, kan skuffede forventninger til julen også hurtigt blive bragt på banen.

Måske endda krydret med diverse familiekonflikter.

Det er en sprængfarlig bombe. Det ER bare ikke nemt at være i et parforhold i juletiden, hvis ikke vi generelt er gode til at være gode venner, samarbejde og kigge på hinanden og med omsorg og kærlighed i stemmen sige:

»Hvad har du brug for, for at det bliver nogle gode dage for dig?«

– Er du vimmer, det kan eksplodere!

Og det GØR det. For mange par. For nogle så meget, at det kan blive en hel lettelse at komme tilbage på arbejdet efter nytår. Med endnu en træls oplevelse i bagagen.

En oplevelse af endnu en ferie, endnu en jul, der ikke gik som forventet.

Tre ting, I kan gøre for at være på forkant!

1. Tag snakken, inden ferien sætter ind. Hvad skal der til, for at det her bliver en god jul for dig og mig. Og når jeg siger tag snakken, så foregår en snak på den måde, at der er en, der taler og en, der lytter. På skift.

Pointen er, at du vitterligt skal forstå, hvor din partner kommer fra, hvad din partner har brug for, hvilke følelser og tanker din partner gør sig. Uden at dømme  - for hvad kan du alligevel bruge det til andet end at gøre din partner forkert?

Nej, lyt, spørg ind – gå på opdagelse i, hvad der kan gøre din partners jul til den bedste jul, vedkomne har oplevet til dags dato. Derefter fortæller du, hvad der EGENTLIGT skal til for dig?

Få talt tingene godt igennem og forsøg at samarbejde så godt som overhovedet muligt – brug krudt på at aflæse og imødekomme hinanden igennem julen og forvent, at I løbende skal stikke en finger i jorden og sige: »Hey, hvad har du brug for?«

2. Bliv bevidst om familietid, kærestetid og alenetid og se, om der er noget, der kan skrues på, forventninger, der skal afstemmes, eller noget, der allerede nu skal eller kan køres i stilling?

Det er ikke unormalt at have brug for alenetid oven på en familie-mættet jul – er det ok i jeres familie? Kan I samarbejde omkring det, så begge får deres behov opfyldt og har en oplevelse af at være af betydning for den anden?

Det, vi ved fra forskningen i kærlighed og parforhold, er, at par, der er rigtig gode til at være hinandens venner og tager hinandens behov alvorligt, ofte har et stærkere forhold.

3. Træk vejret, når situationerne tilspidser. Ja, det lyder måske voldsomt fjollet, men inden du ruller alt for vildt med øjnene, så lyt lige med her. Kan du huske filmen 'Sliding doors' med Gwyneth Paltrow?

Filmen, der kører i to parallelle spor alt afhængig af, om hun når toget hjem (og tager sin mand i utroskab), eller hun ikke når toget? Når situationerne tilspidser derhjemme, har du mulighed for et vaskeægte 'Sliding doors'-øjeblik.

Du kan trække vejret dybt og forsøge lige at samle muffen og berolige dig selv, inden du træder ind på scenen – eller du kan gøre, som du altid har gjort.

At bruge 2-3 minutter på at være fokuseret på din vejrtrækning kan være rigeligt til, at du går ind i en ellers tilspidset situation med et helt andet overskud, overblik og en sans for problemløsning.

Majs tip: Lær af tidligere år. Hvad virkede, hvad virkede ikke – og hvad skal der helt konkret til for, at netop jeres tos jul bliver rigtig god i år?