Så blev det officielt, at verdens største cykelløb, Tour de France, kommer til Danmark i 2021. Mange stærke kræfter har arbejdet indædt på, at det skulle lykkes, herunder også statsministeren og regeringen.

Spørgsmålet er, om Lars Løkke Rasmussen får andet end cykelglæde ud af den i politisk sammenhæng irrelevante begivenhed.

Mange statsministre har gennem tiden forsøgt at udskrive valg på baggrund af en begivenhed, som på papiret gav dem mulighed for at brillere med deres internationale netværk og diplomatiske evner. Mest berømt er nok, da Poul Nyrup Rasmussen udskrev valg i 2001 efter terrorangrebet på World Trade Center. I den sammenhæng valgte vælgerne at svare: Ja, vi står sammen, men ikke om dig.

Nu er der unægteligt også stor forskel på terror og cykling - frygt og glæde. Men ser man på begivenheders betydning for valgresultatet, så peger forskning på, at hvis grundstemningen i en vælgerbefolkning er god, så er der større sandsynlighed for, at man genvælger dem, der allerede har magten. Jeg fandt også en amerikansk undersøgelse, der viste en sammenhæng mellem, hvordan det lokale fodboldhold klarede sig, og øget tilslutning til magthaverne.

Regeringen havde håbet på dansk Tour-start i 2019, så den kunne høste en direkte gevinst af succesen. I ugens løb så det nærmest ud, som om ministrene havde indlagt en pointspurt om, hvem der kom først med den gode nyhed, men den politiske gevinst kan først høstes i 2021 - og det er under forudsætning af, at cykelløbet rent faktisk begejstrer folk. Det skal det nok gøre. Men måske ikke hos transportminister Ole Birk Olesen (LA) , der i sommeren 2017 meddelte, at nu var det slut med motionsløb over Storebælt.

Problemet for regeringen er, at Tour de France først kommer til Danmark et godt stykke inde i næste valgperiode. Løkke kan altså i ren cykelbegejstring have sendt en gave med en stor gul sløjfe afleveret af femsprogede kyssepiger til Mette Frederiksen.

Valgkampen får mange politikere til lede efter 'øjenhøjde' med vælgerne, mens idéer om alt fra Kattegatbro til Lynetteholmen og videre til Tour de France er store ideer, som kan forekomme lidt skøre eller luftige. Tænk, hvis man kunne vinde valg på store idéer og drømme. Også selvom det bliver ens efterfølger, der klipper snoren eller affyrer startpistolen.