Vi har hørt en masse om de historier, hvor coronaramte personer får alvorlige senfølger. Men forekommer de ikke ved mange andre sygdomme – især ved influenza?

»Jeg har jag ned gennem kraniet, når det står rigtig hårdt til,« sagde Daniel Remar i september, da han i B.T. Live fortalte om de alvorlige senfølger, han har, efter at have haft corona.

Senfølgerne er for Daniel forbigående, og de kommer og går. Trykken for brystet, åndenød og en lugtesans, der til tider helt forsvinder.

Biolog og ekspert i immunologi ved Københavns Universitet Morten Petersen siger dog, at senfølger ved virussygdomme langtfra er en sjældenhed, hvilket vi vender tilbage til, men nedtoner slet ikke alvorligheden af at blive smittet med coronavirus.

»Der er nogle, der har været så tåbelige at sige, at corona bare er en lille influenza. Det er det selvfølgelig ikke. Det er en risiko for rigtig mange mennesker – både med død og med senfølger. Virussen har mange konsekvenser for mange menneskers sundhed,« sagde han i B.T. Live.

Men ifølge Morten Petersen mangler vi et sammenligningsgrundlag, når vi snakker om senfølger efter infektion med coronavirus.

»Det kan godt være, at forekomsten med coronasenfølger er mere, end hvad man normalt ser. Men det bliver relativt svært at finde ud af, så vi ved det rent faktisk ikke.«

»I den kontekst er alle i dag nemlig testet for corona. Derfor ved de, at de har haft virussen, og ved, hvorfor de har tabt lugtesansen. I influenzagrupperne er der mange, der ikke ved, hvorfor det er sket. Og hvis senfølgerne kommer meget lang tid efter en influenzainfektion, så forbinder du det ikke med den.«

Morten Petersen understreger, at en række senfølger, der tilskrives corona, også er beskrevet i litteraturen for influenza.

»Det at miste lugtesansen er også en senfølge af influenza. Det samme gælder hovedpine og kronisk træthed, men influenza bliver ikke altid diagnosticeret, så derfor er der ikke så meget fokus på det.«

Derfor har det ikke den samme opmærksomhed som senfølger tilskrevet corona. Alle testes for corona, og alle senfølger kan derfor tilskrives corona.

»Men fortællingen er her, at det ikke er et ukendt fænomen.«

Hvorfor tror du, at det kommer bag på mig, der har siddet og dækket corona i et halvt år, at der også er senfølger ved alle mulige andre sygdomme? Det er jo helt logisk.

»Vi har været så uvidende som befolkning om, hvad influenzalignende sygdomme har gjort mod os. Siden jeg var barn, har influenzaen dræbt 80-90.000 i Danmark, og den ser vi bare som et livsvilkår. Det er blevet følelser, alt det her, og blevet til politik det hele.«

»Selvfølgelig har influenzavirus givet senfølger. Nogle gange mildt og nogle gange hårdt.«

Vi skal dog slå fast, at da coronavirus kom til Danmark, var den 20-40 gange så dødelig som en normal influenza, men dødeligheden kan være faldet siden.

»Det var også gået anderledes til, hvis man havde ladet corona gå uhindret hen. Så havde den varet det, der svarer til to-tre influenzasæsoner. Så havde vi ikke været så presset af coronaen, men det kan man ikke lade ske.«

Derfor har Morten Petersen også forståelse for, at man lukkede landet ned i marts, og kalder det for en 'menneskelig beslutning'.

»Men hvis det eneste sundhedsbarometer, der er, skal sige nul corona og nul dødsfald, kan vi så tillade os, at der dør 200.000-300.000 i Europa to år i træk af en influenza? Det har jeg meget svært ved at kunne tro.«

Men Morten Petersen, hvorfor taler vi så om senfølger ved coronavirus i stedet for at tale om, hvor mange der dør af influenza?

»Jeg tror, at vi ser det som et livsvilkår, og det bliver til 'ikke høre, ikke se'. Hvis du siger til folk, at der dør flere hundrede tusinde af en influenza, vil svaret være, at det kan man ikke sammenligne. Selvfølgelig kan man da det. Det er mennesker, der dør. Det er da tragisk.«

»Og det er slet ikke for at gøre coronavirussen mildere, end den er. Det er slet ikke tilfældet. Den er enorm drabelig, og det samme er influenzaen, men forskellen er bare, at corona slår os hårdere i første omgang.«

Så det, du prøver, er at sætte tingene i perspektiv?

»Bare det hele foregår på et oplyst grundlag. Det er i virkeligheden det vigtigste for mig.«

»Vi gør det, vi gør. Sammen.«