B.T.s debatredaktion sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden.
I seneste afsnit af B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid med Joachim B. Olsen lyder det blandt andet sådan her fra økonom og analysechef i CEPOS, Otto Brøns-Petersen:
»Det, der er på spil, hvis vi taler worst-case scenario, det er virkelig alvorlige ting.«
Han fortsætter: »Vi har jo haft en periode før, hvor vi fik meget kraftige handelsrestriktioner, hvor den internationale handel gik tilbage – Den Store Depression i 1930erne var blandt andet et resultat af, at der blev opført de her toldmure omkring os. Så det er meget alvorligt.«
Otte Brøn-Petersen er i studiet i anledning af, at Donald Trumps såkaldte gengældelsestold trådte i kraft onsdag morgen dansk tid.
Det betyder, at varer fra EU nu bliver ramt af 20 procents told, når de krydser grænsen til USA.
Noget, man absolut ikke skal tage let på, fortæller Otto Brøns i onsdagens afsnit.
»Man skal tænke på, at det her kan føre en masse andre kriser med sig. Hvis der kommer et alvorligt tilbageslag, hvis væksten går ned, så kan det komme til at udløse en international gældskrise som det næste.«
Ifølge Otto Brøns, er det stadig en mulighed, at Donald Trump ender med at lave en aftale med EU, der kan komme begge parter til gode.
»Men den anden mulighed er også til stede – altså, at det her kan komme til at blive en langvarig krise. Og så kan det blive værre end finanskrisen,« uddyber Otto Brøns.
The Great Depression 2.0?
»Ja …«
Onsdag aften annoncerede Donald Trump 90 dages toldpause for alle lande, der har taget kontakt til USA for at forhandle om toldsatserne.
I denne periode sænker USA tolden til ti procent, og det gælder med øjeblikkelig virkning.
Det er endnu uvist, hvilke lande, der har taget kontakt.
Følg udviklingen i Trumps toldkrig i B.T.s liveblog og lyt til onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid på B.T.s YouTube-kanal, i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder: