»Jeg synes, at folk måske lidt har glemt, hvorfor vi lukkede ned tilbage i marts. Og det bekymrer mig lidt, hvis jeg skal være helt ærlig.«

Sådan lød det fra Stinus Lindgreen, sundhedsordfører for De Radikale, i B.T. Live efter en ærgerlig oplevelse i en forlystelsespark.

Her måtte han tage tidligere hjem end planlagt med sin familie. Folk stod tæt op ad hinanden, og mange af standerne til håndsprit var tomme.

»At have nem adgang til sprit er fuldstændig afgørende. Især på de steder, hvor vi er mange mennesker samlet,« sagde Stinus Lindgreen.

Mange af B.T.s følgere på Facebook kunne godt nikke genkendende til Stinus Lindgreens betragtninger.

Mange opfordrede også til at lukke ned igen for dele af samfundet.

  • 'Folk burde stramme op på hygiejnen og bruge sin sunde fornuft og holde afstand,' skrev Ann-Britt Nielsen.
  • 'De holder på ingen måder afstand hverken i shoppingcentre eller dagligvarebutikker. Og mange bliver decideret fornærmet, hvis man beder dem holde afstand. Det er for dårligt,' skrev Jill Wind.
  • 'Luk landet ned igen, en gang for alle, og så må vi håbe, det hjælper,' kommenterede Jane Grynnerup.

Efter at der har været udsving på lokalplan i antallet af corona-smittede flere steder i Danmark, har den nuværende situation skabt bekymring blandt B.T.s følgere. Dette er også sket i takt med, at Sundhedsstyrelsen nu er begyndt at anbefale brug af mundbind, når man benytter sig af offentlige transportmidler på travle tidspunkter.

'Hvad med at få lavet standere med sprit i toge og busser,' foreslog Szandra Sørensen Rafael.

»Håndsprit på togstationer og i busserne er en rigtig god idé,« svarede Stinus Lindgreen, som understregede, at der stadig er tale om lokale udbrud i Danmark, som det er set på Danish Crown-slagteriet i Ringsted og blandt somaliere og statskundskabsstuderende i Aarhus.

»Der er ingen grund til panik. Vi har styr på epidemien i Danmark, det er vigtigt at slå fast. Vi er ikke ved at miste kontrollen overhovedet,« udtalte Stinus Lindgreen.

Fra tirsdag til onsdag blev 112 nye personer smittet med coronavirus i Danmark, hvilket var en stigning på 35 personer i forhold til døgnet forinden.

I alt 23 er indlagt med coronavirus, hvor to af dem er på intensivafdeling.