Skal vi kramme eller hva’?

Det er slut med at kramme i Hørsholm – i hvert fald på rådhuset, hvor de folkevalgte ikke længere må være på kram med embedsværket. Min allerførste tanke var: ‘Stop nu en halv hr borgmester’. Det er nemlig kommunens konservative førstemand Morten Slotved, der sammen med økonomiudvalget er ophavsmand til idéen om at forbyde krammeriet.

Men ved nærmere eftertanke forekom krammeforbuddet ikke så tosset endda. For hvem krammer vi egentlig og hvorfor? Og hvilke regler gælder der i vores kultur? Jeg misunder i den grad franskmændene deres ‘bisou’. De har helt styr på, hvem de kysser, hvor mange gange de kysser, hvorfor de gør det, og på hvilken kind de kysser først.

Jeg har ikke tal på, hvor tit en velment krammer er endt som et kikset gok i hovedet eller et småpinligt kys, fordi krammet er så unaturligt for os danskere, at vi ikke ved, til hvilken side krammeren starter.

Og pludselig bliver det tilsigtede kram til et kys, hvor læbestiften er tværet ud på modpartens kind, mund eller næse - møgirriterende for begge parter. Og pinligt, hvis det nu er ens advokat, nabo, kollega eller endnu værre chef, som man kender nogenlunde - men ikke nok til at kysse på.

Jeg kommer ofte som en af de sidste til selskaber, hvor jeg kun kender få og gerne vil slippe for krammeriet og den helt store hilse-runde. Min etikette bliver i den grad udfordret, når der står tre-fire mennesker foran mig, hvoraf jeg kun kender den ene.

For skal de så alle krammes? Eller kun den ene, jeg kender? Vil de andre tænke ‘kendis-snob’, hvis krammet udebliver, og vil det ødelægge deres og for den sags skyld MIN aften?

I jobsammenhæng er det helt skidt og vældigt forvirrende: Krammer man kollegaen, som man ser privat, men ikke den anden kollega som ikke er med i inderkredsen, men som dog sidder på samme kontor? Føler den  ikke-krammede sig udenfor? Og er signalet man sender: ’Hey, du er in, og du er yt’?

Og hvordan bliver det opfattet, hvis man krammer chefen til sommerfesten eller julefrokosten? Er det en skjult invitation til mere? Og kan chefen fyre den, hun/han går rundt og småkrammer?

Jeg er jo selvstændig med eget firma. Som konsulent og rådgiver kommer jeg ofte ganske tæt på mine kunder og ved meget både om deres professionelle og private liv. Betyder det, at de er så tætte, at jeg skal kramme dem – og er et kram overhovedet på sin plads i en professionel relation, hvor der tilmed er penge involveret?

Jeg har familiemedlemmer, for hvem, det at kramme, er kejtet og i bedste fald ender som et venskabeligt klem med dertilhørende klap på ryggen. Forleden gav jeg min søn et moderligt kram. Han trak sig og udbrød: ’Find dig en kæreste at kramme!!’ Vi krammer som regel, mine børn og jeg, men mit behov for at kramme er utvivlsomt større end deres.

Og så tænker jeg i øvrigt på den stakkels mand med hvid skjorte, som skal kramme et helt kvindeligt selskab. Hans fine, rene skjorte ender med at ligne en kleenex fra Matas, som nogen har tørret make up af i en hel dag. Det er sgu noget griseri!!

Så skal vi kramme eller hvad? Jeg stemmer for, at vi kun krammer dem, vi er tættest på i vores liv. Familien, veninder og venner. Resten må nøjes med et varmt håndtryk og et stort smil.

Læs mere om Line Baun Danielsen på hendes blog På bloggen med Line.