Der skal ikke mere lort ud i vores natur, så jeg er personligt glad for, at man nu har udsat planerne om at dumpe 290.000 kubikmeter urenset spildevand i Øresund.

Hvis du ikke har fulgt med i sagen, kan jeg fortælle, at det københavnske spildevandssystem pludselig er brændt inde med efterladenskaberne fra op imod en million københavnske røvhuller. Og så har embedsmændene besluttet at hælde det hele ud i Øresund.

Men nu har politikerne grebet ind. Med den københavnske miljøborgmester Olsen i spidsen har de modigt fået udsat sagen til efteråret. Den samme Olsen er i øvrigt også politisk ansvarlig for kloakkerne, og det er ikke lykkedes mig at finde et eneste eksempel på hendes initiativer på spildevandsområdet.

Men jeg tager nok fejl. Og det er i øvrigt en vindersag at forvare miljøet.

Du tænker kun på spildevand den dag, kloakvandet står op i din toiletkumme

Problemet er bare, at det er de samme politikere, der i menneskealdre har forsømt kloaksystemerne. Det ses over hele landet. I København er der f.eks. kun en eneste hovedledning til spildevand. Så når røret skal repareres, er der kun et sted at smide en million menneskers fækalier, og det er i Øresund.

Det ved vores politikere øjensynligt meget lidt om. Eller også vælger de at være ligeglade, fordi de ved, at der ikke er stemmer i skidtet.

Derfor går politikere – røde som blå – op i noget andet. Hvis man skal gøre karriere i politik, skal man i stedet være menneskets bedste ven og gå til valg på omsorg.

Der er stemmer i omsorg for børn, ældre, mødre, hunde og hamstre, sygehuse og plejehjem, gårdmiljøer, varme hænder, hvide kitler og den slags.

Måske skal vi næste gang ikke stemme på menneskets bedste ven

Der er derimod ingen stemmer i den snavsede infrastruktur. Du bliver ikke valgt, hvis du råber op om asfalt, vandforsyning, asbestrenovering, kloakker, renovation, bredbånd og spildevandshåndtering.

Alle disse ting er dybt nødvendige for os alle. Men vi ser dem ikke. De lider nemlig af det såkaldte rengøringssyndrom, som betyder, at man kun lægger mærke til dem, når de ikke er der.

Jeg stødte selv på det første gang, da jeg som ung arbejdede i sengevaskeriet på det lokale sygehus. Jeg sled som et bæst og havde altid friske, desinficerede og nyredte senge klar til byens stakler. På nær den fredag, da portørerne igen havde nedlagt arbejdet, og hvor beskidte senge med gulsot og bræk og afføring hobede sig op på gangene. Da fik jeg en helvedes ballade, fordi jeg lige denne ene gang ganske enkelt ikke kunne følge med.

Ellers lagde ingen mærke til mig. Rengøringssyndromet.

Du tænker selv kun på elektricitet, når den pludselig forsvinder og forhindrer dig i at oplade mobilen. Du tænker kun på vand den dag, der ikke kommer noget ud af hanen.

Og du tænker kun på spildevand den dag, kloakvandet står op i din toiletkumme med naboens pølle øverst.

Måske skal vi næste gang ikke stemme på menneskets bedste ven, med derimod på den røvsyge Karl Åge, der vildt og inderligt brænder for kloakker og spildevand. Ellers bliver det Storebælt eller Lillebælt eller dit eget lille vandløb, der næste gang får fornøjelsen af naboens pøller. Og dine egne.