Det har været ret interessant at læse avis de seneste uger – og svært at holde sin kæft, nu hvor jeg ikke længere ytrer mig ugentligt på B.T.s sider.
Jeg sagde op på avisen i foråret efter at have skrevet mine klummer i mere end 11 år. Det gjorde jeg, fordi jeg er blevet opfordret til at skrive en selvbiografi.
De først 50 sider af den afleverede jeg for nogle uger siden, det vil sige FØR sexismedebatten begyndte at rulle.
Min bog baserer sig på blandt andet 20 års dagbøger, og jeg vil gerne sige, at jeg ved genlæsning af disse bøger har fået en del overraskelser.
Livet så helt klart meget anderledes ud i 80’erne og 90’erne. Sex var på den ene side et tag selv-bord og på den anden side voldsomt præget af den angst, vi unge mennesker havde for den nye sygdom, aids.
Jeg holdt op med at skrive dagbog i 1999. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke har nogen hukommelse om, hvad der så skete i årene efter.
Jeg kan til gengæld efter at have læst søndagens udgave af Berlingske konkludere, at Frank Jensen, Københavns tidligere overborgmester, lider af hukommelsessvigt eller måske bare momentvise udfald.
I lyset af at han nu går ud og sætter spørgsmålstegn ved de krænkedes incitamenter til at angive ham (han kalder det en smædekampagne), vil jeg gerne understrege, at han er velkommen til at efterprøve rigtigheden af det følgende hos Gyldendal:
Da jeg afleverede mine første sider til forlaget, var det nemlig med denne formulering:
»Den dag i dag kan jeg sige, at jeg aldrig har haft et one-night stand. Aldrig er blevet tilbudt stoffer. Aldrig efter min egen opfattelse har været udsat for sexchikane – måske med undtagelse af den gang, jeg helt umotiveret blev slikket i øret af en socialdemokratisk borgmester under et fyrværkerishow.«
Bemærk, at jeg hverken har skrevet navn eller (hvilket jeg også kunne have valgt at gøre) skrevet overborgmester. Det har ingen relevans for fortællingen i øvrigt, hvem denne borgmester var.
Men når bogen udkommer næste år, er det klart, at enhver idiot kan regne ud, hvem den omtalte person er. Så vi kan lige så godt tage den nu.
I Berlingske søndag, hvor Frank Jensen formaster sig til helt patetisk at påtage sig offerrollen, siger han (citat): »Jeg er blevet beskyldt for, at jeg har kysset på øret eller slikket på halsen: Helt ærligt: Det gør jeg altså ikke. Det passer ikke!«
Og det er med garanti det selvbillede, han løber rundt med, og derfor vil jeg gerne hjælpe Frank Jensens hukommelse lidt på vej:
Da Øresundsbroen fyldte 10 år, var jeg engageret som vært for festlighederne. Det var et job, som jeg satte en utroligt stor ære i, fordi det skulle foregå på flere sprog. Jeg brugte lang tid på forberedelserne og var både stolt og lettet, da min indsats var rundet af, og vi som afslutning på arrangementet gik ud og så det store fyrværkerishow.
Der var honoratiores fra både ind- og udland. Heriblandt Københavns nye overborgmester. Ham havde jeg trykket hånd med ved arrangementets begyndelse, men ellers havde jeg aldrig mødt ham før. Jeg kender ikke og har aldrig kendt Frank Jensen.
Mens vi står der og ser op på nattehimlen og fyrværkeriet, mærker jeg en våd tunge i mit venstre øre. Jeg vender hovedet og ser overborgmesteren stå med et kælent blik ved siden af mig.
Hvad gjorde jeg? Jeg gik væk. Tog jeg skade? Nej da. Er det længe siden nu? Ja, ork. Havde jeg brug for at sige det? Nej, og det var derfor også i min bog tænkt som anonymt, da det er det eneste eksempel på noget krænkende, jeg har været udsat for.
Jeg har intet magtstrukturelt forhold til Frank Jensen. Jeg har ingen personlig relation til ham. Jeg har, så vidt jeg husker, ikke siden mødt ham. Jeg har intet behov for, at han skal stå frem og erkende, hvad han har gjort ved mig. Jeg er 100 procent ligeglad med en undskyldning. Frankie, my dear, I don’t give a damn!
I min optik var der tale om en mand, der opførte sig ulækkert og uprofessionelt. Dér stod jeg og havde gjort mig umage og lagt ugers arbejde i min indsats, og så kommer en mand, om hvem man måtte forvente, at han gjorde det samme i sin høje stilling, og så opfører han sig på den måde!?
Jeg har ikke vidst tidligere, at det var et rygte, der verserede om Frank Jensen, at han slikker i ørerne. Jeg har heller ikke selv været udsat for at blive slikket i øret ved andre lejligheder, så eksemplet står ret lysende klart og alene.
Det er jo nærliggende at tænke, at det er hans modus operandi. Måske havde han fået noget at drikke, og måske glemmer han, hvad han gør, når han har fået noget at drikke. Hvis det er tilfældet, så er der kun én ting at sige: Hold op med at drikke, når du er på arbejde!
Det er jo meget pudsigt, som der i alle disse krænkelsessager, vi er blevet præsenteret for i den senere tid, er indgået alkohol. Sjovt nok har vi ingen problemer med at vurdere, hvad vi mener om druk, selv om det heller ikke er en juridisk vurdering, men handler om moral. De fleste kan blive enige om, at det er dårlig stil, hvis ledelsen indtager alkohol.
Det er til gengæld ikke kun dårlig stil, når Frank Jensen går ud og omskriver sine overgreb til 'tæt dans' og 'komplimenter' og insinuerer, at nogle piger er sarte.
Det er noget, der er meget værre: Det er løgn!
