Jeg tændte spontant to lys i vinduet fredag aften.

Det var ikke en alvorlig aften, som 4. maj, hvor jeg også altid tænder lys. Jeg var såmænd en enlig deltager i DR's fællessang fredag aften. Men stemningen var næsten den samme.

Fornemmelsen af at høre sammen med andre, der har en fælles historie og ikke mindst en sangskat, der er vores, var til at tage og føle på. Jeg blev glad og rørt på samme tid. Jeg kunne mærke, at jeg bor i Danmark. Jeg sang med – sammen med alle de andre, der sad hver for sig. Sangene om mit land.

Danmarks Radio havde i begyndelsen af coronakrisen overordentlig svært ved at finde deres ben at stå på. Deres nyhedsformidling skar uforståeligt ned på dækningen. P1, den smalle taleradio, blev slået sammen med P4, den brede musikkanal, så lytterne oplevede, at vigtige pressemøder blev afbrudt for at spille et nummer med Rasmus Seebach. DR2 Deadline, der har en helt særlig position i dansk nyhedsformidling, blev helt lukket og slukket.

Sammenlægningen af P1 og P4 mødte hård kritik og blev hurtigt droppet. Deadline vender omsider tilbage i kommende uge efter en coronakarantæne af de længere. Men det burde aldrig være sket. I krisetider skal DR skrue op – ikke ned. DR indgår i beredskabet herhjemme, på samme måde som Sundhedsstyrelsen gør. Der påhviler DR forpligtelser til at sikre information til borgerne i særlige situationer. Naturligvis lever DR op til de forpligtelser, det er ledelsen nøjeregnende bevidst om, for det er den væsentligste del af DR's berettigelse. Men de har ikke grund til at være stolte over de beslutninger.

Siden er DR steppet op i en grad, der har givet den plagede institution nyt liv og mening.

Der ruller fine programmer ud, hvor de nuværende begrænsninger er tænkt ind i konceptet. Personligt har jeg glædet mig over VM-kampene fra 1998, hvor DR Sportens to bærende kommentatorer, Henrik Liniger og Andreas Kraul, på forunderlig vis får mystikken og glæden ved fodbold til at leve. Endda i kampe, vi har set og kender resultatet af. Det er stærkt.

Det er dog især fællessang med Philip Faber ved klaveret om morgenen og Mads Steffensen i kontrolrummet om fredagen, der er den helt store fornyelse. Kan man skrive fornyelse. Ja, for især fredagsprogrammet i den store underholdningstime er et fund og et chok for de fleste garvede tv-tilrettelæggere.

Det er så simpelt et koncept, at det aldrig ville slippe gennem DR's mange lag af redaktører, hvis det blev pitchet en almindelig onsdag. Der er ikke publikum, der er ikke et skinnende gulv, der er ikke et husorkester og 30 kameraer. Det er så simpelt, at det virker.

Blandingen af kendte sangere, der synger deres egne kendte sange, Faber, der tager vores bedste salmer og så – endnu – ukendte kunstnere, der synger fra vores fælles sangbog er en cocktail, der får blodet til at bruse og stemmen til at nynne med. Læg mærke til, at der kun er et kamera på værten, et kamera på sangeren og helt nøgne autentiske gengivelser af sangene. En sanger – en guitar. En sanger – et klaver.

Det virker, fordi det er autentisk. Det virker, fordi det er simpelt. Det virker, fordi det passer til tiden. Fredag fik vi alle lov til at synge med på sange fra Sebastian, Love Shop,TV2, Søs Fenger, Tøsedrengene og Nanna's Buster – de bedste syng-med-sange fra 70'erne og 80'erne. Alligevel blev det Malak – den ukendte sanger fra Vejle – der smeltede vores hjerter. Endnu en pointe. De kendte er nede på jorden hos os andre, alle kan være med.

Salmerne fra Fabers klaver – denne aften 'Se, nu stiger solen' og 'Danmark, nu blunder den lyse nat' – er vores historiske arv, som vi alle bør kende. Jeg lærte dem alle i skolen. På Aulum Byskole bad vi fadervor og sang en salme hver morgen. Det er kommet mig til gavn siden, for jeg kan de fleste af dem, når orgelet slår første tone an. Men jeg 'glemte' at lære mine børn de samme sange, og det fortryder jeg i dag. Fællessang hjælper mig til at råde bod på den fejl. Programmet er historie, sang- og kulturundervisning på en inkluderende måde.

Det er velkendt, at store kriser og begivenheder skaber opfindelser  både tekniske og indholdsmæssige. Det er en tilfældighed, at DR blev tvunget til at tænke radikalt anderledes, men de gjorde det og skabte noget unikt. Det burde være tankevækkende for hele DR, for det er hermed bevist, at det simple og ærlige slår det dyre og fortænkte. Husk det, når normalen rammer igen, og de næste store underholdningsprogrammer bliver pitchet, og redaktørerne siger: 'Argh, det der fællessang holder jo ikke i længden. Det var jo bare en stemning.'

Så kære DR: Bliv ved med fællessang hver fredag, tro på det, lad det udvikle sig, men uden at vi skal have hilsener fra de kendte. Vi skal synge sammen i et stort kor med de solister, vi kender, og som har x-faktor, og de nye, som er på vej. Programmet kan bære.

Til Erik Grip: Jeg har glemt, hvor meget 'Velkommen i den grønne lund' betød i min ungdom. Tak for sangen, jeg nynner den stadig på andet døgn. Den betyder stadig noget.

TAK