Nu har jeg set tredje og sidste afsnit af DRs dramatiserede dokumentar om Grundtvig. Det bliver værre og værre.

Grundtvig er i tredje afsnit »Stormende forelsket«, ja, stormende forelsket. Her har DR øjensynligt gerne villet gøre ham menneskelig og relaterbar, og det er så sket ved at reducere ham til en fjollet midaldrende mand, der ikke kan finde ud af særlig meget. 

De to kvinder i hans liv, konen Lise og elskerinden Marie Toft, aftaler deres fælles fremtid, imens han lytter ved døren som et barn, der vist udenfor. I dette afsnit har Grundtvig også introduceret en af de mest betydningsfulde liberale frihedsrettigheder, næringsfriheden, men fra Grundtvigs egen mund hører vi ikke meget om det.

I stedet digter dokumentaren en scene, hvor vi kan forstå, at Grundtvig egentlig ikke selv har tænkt over, hvorfor opgøret med lavenes monopol på håndværk er vigtigt. Det forklarer Marie Toft ham med hjælp fra sin tjenestepige. Grundtvig nikker, imens han ser fårret ud.

I samme afsnit foregår der også en større politisk forhandling om Grundloven, og Grundtvig holder i den periode nogle ret afgørende taler om eksempelvis næringsfrihed og offentlighed i domstol og lovgivning, men de taler får vi ikke lov til at høre. 

Serien vil hellere vise Grundtvig rulle rundt i græsset med Marie, så vi kan forstå, hvor forelsket han er. Han skriver også en masse salmer, men de tjener mest som rekvisitter, når han kravler rundt på alle fire på arbejdsværelset.

Det irriterende ved DRs fremstilling af Grundtvig er, at det er en efterhånden forudsigelig kliché: En ikonisk historisk figur bliver reduceret til en fjollet kliché af en mand, imens der digtes større og mere betydningsfulde roller til kvinderne omkring ham. 

I stedet for at lade hans ideer, hans taler og hans sange fylde, er det det banale, altså det almindelige, der bliver skildret. Når det er sagt, så gør seriens historikere det glimrende med at formidle, og det kompenserer i nogen grad for dramatiseringerne. 

Ikke desto mindre understreger det seriens problemer, at der er meget lidt sammenhæng mellem historikernes understregning af det ekstraordinære og dramatiseringernes fokus på det banale. 

Konsekvensen er, at man meget dårligt forstår, hvordan Grundtvigs tanker kunne forandre Danmark, hvis man kun har set DRs serie. Altså fejler DR eklatant, hvis målet er folkeoplysning

DR må mene, at danskerne er så dumme, at selvsamme tanker, der har formet vores samfund frem til i dag, altså ikke kan være særlig relevant i 2024. 

Men sig mig engang: Hvordan skal nutidens danskere forstå, hvorfor Grundtvig blev så indflydelsesrig, hvis han sideer og teksterne kun nævnes indirekte og ikke får lov at fylde? 

Hvorfor får vi ikke lov til at se Ulrich Thomsen udfolde Grundtvigs ideer, vække dem til live? Det er ideer, der næsten uden sidestykke stadig påvirker os i dag – hav dog tillid til, at også nutidens generationer kan blive inspireret af dem.

»Grundtvig« fik premiere 19. maj. Alle tre afsnit kan ses på www.dr.dk