Her gik jeg – kæmpestore idiot – og troede, at Copenhagen Pride handlede om mangfoldighed, rummelighed og ligestilling.

Men man bliver sgu grundigt i tvivl, når man læser formanden for Priden, Lars Henriksen, blåstemple en raceopdelt lokalpride på Nørrebro, som jeg forsigtigt gætter på er arrangeret af en eller anden ekstremistisk gruppe med eneste formål at skabe splid.

Nørrebro Pride har simpelthen valgt at holde en fest, hvor hvide samt heteroseksuelle er forment adgang.

Bøsser og lesbiske, transpersoner og queers har i årtier været udsat for ækel udstødelse, hate crimes og forskelsbehandling på alle tænkelige planer. Og fy for fanden!

Derfor giver Nørrebro Prides gennemracistiske tiltag absolut ingen mening. Den vækker kun afsky.

Copenhagen Prides formand siger, at det er okay. Til Lorry siger han, at der ikke er nogen 'retningslinjer' (!), som han selv vil benytte, men uddyber, at han synes, det er fedt, »at Nørrebro Pride er med til at skabe et trygt og separatistisk rum« for nogle, der ikke føler sig trygge i det rum, som han tilbyder.

Javel ja. Så leger vi den leg – at det er thumbs up at diskriminere, hvis bare man føler sig 'utryg'.

Det vil jeg sige videre til 83-årige Kirsten, 81-årige Jytte og 76-årige Jørgen i kørestol, som føler sig utrygge ved at have afrikansk hjemmehjælp i deres eget hjem, fordi de har hørt om en voldtægt i naboblokken.

Og til alle de kvinder, der føler sig utrygge ved at blive hentet af en muslimsk taxichauffør. Sådan en religion skal man kunne vælge fra i en app.

Og sende en alle-mail til de dørmænd, der på diverse natklubber igen og igen afviser grupper af unge, brune mænd i indgangen, fordi gæsterne føler sig utrygge.

Nej, den går ikke, vel?

For bare fordi en afrikansk hjemmehjælper har bestjålet eller voldtaget en gammel dame, betyder det jo ikke, at alle brune bestjæler eller voldtager gamle.

Bare fordi en muslimsk taxichauffør har raget på en kunde, betyder det jo ikke, at alle muslimske chauffører rager på kunderne.

Og bare fordi en klan af brune mænd har provokeret gæster på en natklub, betyder det ikke, at alle brune mænd provokerer.

Er det ikke den opdragende – og rimelige – sang, vi har fået sunget fra barnsben?

Hvis Nørrebro Pride har manglet opmærksomhed i et kalenderår og villet lave en happening, så stort bravo herfra.

Men handler det om at straffe ciskønnede – der aldrig har villet andet end godt – ved at give slag med historiekøllen, så fis tilbage til 2. klasse.

Det her gavner hverken jeres eller samfundets sag – og er en skændsel i mangfoldighedens, rummelighedens eller ligestillingens navn!

Når man har interviewet Ghita …

Mens diplomater, nødhjælpsfolk og meget underlige danskere, der holder ferie i Afghanistan, er i fuld gang med at blive evakueret ud af landet og hjem til Danmark, holder Simi Jan fortsat skansen i Kabul. Holy Mary, tænkte jeg om TV 2s modige korrespondent. Vildt, mand, når en voksen kvinde med to børn insisterer på at blive i orkanens øje for at rapportere til News. WOW! Men så slog det mig – når man har interviewet Ghita Nørby på Kongens Nytorv og modtaget en gedigen sviner på tv, så kan man i virkeligheden nok klare alt.

Nej, Trine – det kom ikke bag på alle

»Havde jeg på forhånd kendt til situationen søndag aften, havde jeg selvsagt ikke deltaget  … Hastigheden i udviklingen er kommet bag på alle,« lød det fra Trine Bramsen efter at have været til koncert sammen med Mette Frederiksen under Talebans generobring af Afghanistan. Men nej, Trine, det er hastigheden i udviklingen ikke. Både militær og politikere har nemlig gentagne gange forsøgt at råbe både Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet op og opfordret til forberedelse til aktion og evakuering – og derfor må du nødvendigvis have kendt til den tilspidsede situation. At du ikke har fattet den, det er til gengæld en helt anden sag.

Hun tog jobbet frivilligt

Joy Morgensen takker af efter to katastrofale år på posten som landets kirke- og kulturminister. Hvis ikke hun havde taget jobbet frivilligt, havde jeg haft ondt af hende, men frivilligt at agere apparatjik i to år, det er uværdigt. Ikke kun for hende, men også for hele det ressortområde, hun har svigtet. Joy Mogensen har nok aldrig været den rette til opgaven. Og nu er hun gravid. Det er selvsagt vigtigere end noget andet, og jeg ønsker hende det bedste og håber, hun får en rolig tid og en lykkelig afslutning. Og så håber jeg for kulturen og resten af Danmark, at vi har fået en kulturminister, der både orker og magter opgaven.