I dag læste jeg, at 66 procent af alle danskere enten er på overførselsindkomst eller lønnet af staten. Det svarer til 3 millioner mennesker, hvoraf de 2,2 millioner er på ren forsørgelse.

Det lyder jo fuldstændig vanvittigt, og en graf viste da også, at tallet var steget fra ydmyge 33 procent i 1950 op til 50 procent i 1980 – og så altså til svimlende 66 procent i dag.

Statistikken var ledsaget af teksten, at '66 procent af den danske vælgerbefolkning er økonomisk afhængig af offentlige kasser'.

Men det er vel en sandhed med modifikationer, for vi andre er vel trods alt også afhængige af en hel del af dem og mere end glade – måske endda taknemmelige – for at de påtager sig et ansvar. F.eks. sygeplejersker, sosu'er, læger, skolelærere og pædagoger.
Jeg er jo blå dame og helt med på, at antallet af folk på offentlig forsørgelse i det her land er grotesk – men her under corona må jeg også erkende, at jeg gladeligt betaler til de offentligt ansatte, vi populært kalder varme hænder.

Det er sgu nok de færreste, der kunne klare et job som hjemmehjælper. Personligt ville jeg aldrig kunne klare at cykle fra bolig til bolig og vaske gamle mennesker, skifte voksenbleer og i det hele taget sørge for gamle og handicappede borgeres hygiejne, om det så er af krop eller i boligen.

Jeg fatter i øvrigt ikke, hvorfor varierende regeringer er så sygeligt optaget af, at vi skal blive ældre, når vi jo hverken har plads på plejehjemmene og på et tidspunkt meget snart – hvis ikke allerede – heller ikke har råd til varme hænder nok til at passe de gamle hjemme.

Under skolernes nedlukning er det med lynets hast også gået op for mig, at jeg heller aldrig ville kunne arbejde som skolelærer – ikke medmindre skoledagen varede 20 minutter, og man i øvrigt så stort på, om børnene græd, efter de 17.

Det er eddermaneme ikke et kønt syn af se mig hjemmeundervise min snart otteårige dreng, der går i 1. klasse. Fagligt er jeg helt med, trods alt, men jeg har ingen tålmodighed og får spat af at skulle gentage de samme ting igen og igen, inden staklen rigtigt forstår essensen af mine ikke så pædagogiske læringsteknikker. Og ham elsker jeg, endda. Forestil jer så at skulle undervise 26 af andres snotunger, der ikke fanger pointen første gang. Ellers tak!

Næ, hvis noget skal slankes i det offentlige vandfald af tilskud og ydelser, forsørgelser og lønninger, så kig på den evindelige administration, befolket af jurister og kølige robotter, der nægter at tænke menneskelige og selvstændige tanker i den blinde opretholdelse af tåbelig lovgivning, der præger kommuner og stat.

Men tak til alle jer andre. Vi kunne sgu ikke ret meget uden jer.

Stakkels Støjberg
Jeg fik sgu næsten ondt af Inger Støjberg, da jeg læste, at Venstre støtter en rigsretssag mod hende. Det må være mærkeligt, når ens venner bliver fjender, men mon ikke Venstre forsøger at iscenesætte sig som politisk ansvarlig samtidig med, at formanden slipper af med en byld i sin røv?

Nu venter jeg bare på, at vores justitsminister går ud og siger, at en ministers ord, opfordringer eller udtalelser på pressemøder ikke har nogen juridisk binding. Præcis som han gjorde efter minksagen.

Stakkels TV 2
Jeg fik sgu også ondt af ansatte på TV 2 og ikke mindst de mange kilder, der har valgt at stille sig frem i en dokumentar om seksuelle krænkelser og overgreb på tv-stationen.

Først gik man målrettet efter at afdække 20 års kultur præget at liderlighed og ligegyldighed, derefter fik man ofre til at stå frem – og da det så alligevel gjorde lidt for nas på ledelsen, valgte man at skrotte projektet.

Jeg ved ikke, om TV 2's ledelse kan tage så meget som én rigtig beslutning i denne her MeToo-bølge, men det ser ud til, at der er lang vej igen og kræver nok fyringer i toppen, før nogen kan tage arbejdspladsen alvorligt.

Stakkels iværksættere
Og så har jeg lige nu ondt af alle de private virksomheder og iværksættere, der må gå endnu mere nedlukning i møde med risiko for helt at miste deres livsgrundlag.

De offentligt ansatte lider ingen økonomisk nød og får fuld betaling på trods af hjemsendelse. Og det er jo dejligt for dem, at de som de eneste ikke skal udvise samfundssind ved f.eks. at afgive så meget som en feriedags betaling. Knap så dejligt er det for dem, der fodrer systemet, så det overhovedet overlever.

Mange venter stadig på skrabede hjælpepakker og står øje til øje med konkurser. Mange tanker til dem.