Et enkelt tweet. Det var alt, det krævede for Salling Group at fjerne et produkt fra alle hylder.
Forfatter og journalist Rikke Viemose havde nemlig været i Føtex og var faldet over en T-shirt med det kiksede budskab – “FARS HUS – FARS REGLER”, og så lagde hun et billede af beklædningen op på mediet med ordene: “Set i Føtex i dag”.
En kommunikationskonsulent var hurtig på tasterne:
“Hej Rikke. Dumt og utidigt budskab. Vi fjerner dem. Bh Jacob”.
Ingen har bedt om at få lortet fjernet, men under et døgn senere var T-shirten historie i både butikker og på nettet. Her kan man jo virkelig tale om effekten af “cancel culture”. Her kan man virkelig tale om angst i yderste potens.
Her kan man tale om klasseeksemplet på sociale mediers magt. For det eneste, Føtex har haft i hovedet, var at undgå en god gammeldags shitstorm, når Rikkes venner, følgere og åndsfæller ville samle en troldehær og tagge virksomheden i knæ.
Som undvigelsesmanøvre reagerede Salling Group prompte og lod promillen sætte standarden og tage magten. Promillen, der forlanger, at alle andre retter ind – mens alle andre dybest set er pisse ligeglade. Mindretallet styrer flertallet.
Spørgsmålet er, om nogen havde reageret på “MORS HUS – MORS REGLER? Mit gæt er ingen – heller ikke Rikkes venner m/k – for kvinder har historisk set aldrig været det dominerende køn – altså lige bortset fra i hjemmet. Ironisk nok.
Jeg har lyst til at sige til alle virksomheder: Slap af! Jeres kernekunder er pisse ligeglade, og næste gang Rikke skal bruge noget i Føtex, kommer også hun tilbage. Og til Rikke vil jeg sige: Lad dog manden!
Lad Føtex være i din like-hunt og lad manden købe beklædningen, for sandheden er jo, at den type mand, der kan finde på at købe den T-shirt, er en mand, der styrer absolut nul og en skid derhjemme.
Han er en jovial bonderøv, der to gange om året tager på Bakken eller den lokale kro og drikker fadbamser med sine venner, men ellers sidder han hjemme i lædersofaen og får serveret spegepølsemadder med remoulade og ristede løg, drikker morgenkaffe i overalls og går i bad måske to gange om ugen.
Og så elsker han sin kone, for han aner ikke, hvordan fanden han skulle få livet og hjemmet til at hænge sammen uden hende. T-shirten er derfor i værste fald et forældet eksempel på plat humor.
Jamen, ord betyder noget, lyder argumenterne – og ja, det gør de jo, faktisk. Men vi bliver altså også nødt til, som klodens mest udviklede dyr, som den mest civiliserede art på jorden, at kunne skelne mellem ligegyldige platheder og værtshusjargon, udtrykt af ganske få lalleglade mænd, der kan grine ad den en enkelt aften, samtidig med at de ved, at de er tøffelhelte, der faktisk ikke ville trives med budskabet.
KONGEHUSET
Efter i måneder at have undveget spørgsmål på spørgsmål om ECCO og Herlufsholm melder Kongehuset ud, at Isabella starter på den skole, politiet og myndigheder nu undersøger for systematisk vold, voldtægter, seksuelle krænkelser og overgreb.
Jeg tror, skolen gnider hænder – spørgsmålet er, om kongehuset selv gør, når undersøgelsen forelægges offentligheden.
MEDINA
Dagbladet Information har lavet en kommerciel genistreg. Den til tider højpandede avis har nemlig hyret Medina til at speake deres seneste kampagne, der ligger lige i tråd med avisens bevidste ånd: En kampagne med billeder af krig, politik, kaos.
Jeg husker tydeligt kampagnen tilbage i slut-90erne, hvor Information havde lavet bidende “mash ups” med blandt andet en mørklødet Pia Kjærsgaard, flankeret af teksten “Man bestemmer ikke selv, hvor man er født”.
En kæmpe, fed mand i gang med et måltid, med teksten “De fleste selvmord i Danmark begås med kniv og gaffel” – og siden formastede avisen sig til at bruge et billede af daværende prinsesse, nu grevinde, Alexandra med bjælke for øjnene og ordene “Vi kender i hvert fald en, der ikke er gået over til Dansk Folkeparti”.
Nu er det Medinas stemme, dronningen af pop, der vel nok som fænomen står for alt det, Informations læsere ikke forstår, måske endda foragter. Og jeg elsker overraskelsen. Og effekten.
LINSE KESSLER
TV3s guldæg er begyndt at se en psykiater. Jeg har ikke fået diagnosen endnu. Vi er stadig på snakkeplan … Men han er ikke særlig meget i tvivl – jeg har full blown ADHD.
Det er altså fint, når kendte står frem og reflekterer og åbner låget til alle diagnoserne. Tak. Jeg tror oprigtigt, at de kan være med til at aftabuisere.
FRANK JENSEN
Den tidligere overborgmester har fået et par saftige ben. Der var jo ikke flere at hente på Københavns Rådhus, men den sidste tid har han udført konsulentarbejde for Theis Rinaldo Andersen, der er direktør for selskaberne Nordic Oily Waste og Marine Partner.
Jeg synes, alle krænkere skal have en chance for at komme tilbage til arbejdsmarkedet, men jeg vil også anbefale, at alle arbejdsgivere læser Rinaldo Andersens 100 procent hjernedøde svar, så de ved, hvad man IKKE skal svare, når en journalist ringer og spørger.
»Jeg vil skynde mig at sige, at så vidt jeg ved, så er der ikke nogen sag eller dom eller noget som helst, der gør, at han (Frank Jensen) har noget i klemme. Han valgte at stoppe som overborgmester, det er korrekt, men hvorfor han gjorde det, det ved jeg ikke lige.«
Og da den venlige journalist fra B.T. minder ham om det utal af krænkelsessager, der blev intensivt dækket i alle landets medier, og som tvang den gode Frank til at erkende og trække sig, lyder svaret:
»Jeg forholder mig slet ikke til de der sager overhovedet.«
Det vil jeg alligevel opfordre Teis til at gøre. For der er måske et par kvinder på arbejdspladsen, der ikke gider slikkes i øret eller holdes fast og kysses. Måske burde Teis tage det en lille smule alvorligt – om ikke andet så udadtil og lege, at han har talt med Frank om deres personalepolitik.
