Oh well, så nåede MeToo et smertepunkt. Der, hvor kvinder, der tilfældigvis ikke gider blive gramset på brysterne eller raget mellem benene af chefen, mellemlederen eller andre uindbudte mænd, bliver udråbt til at være på såkaldt heksejagt, hvis de vælger at påtale den grænseoverskridende adfærd.

Det er jo en klassisk Catch-22. På den ene side bliver kvinderne opfordret til netop at oute mændene ved navn. Spørg bare Sofie Linde, der fik en spand lort i hovedet og kaldt kujon for ikke at nævne 'tv-kanonens' navn på scenen ved 'Zulu Comedy Galla' samt talrige opfordringer til i det mindste af gøre det over for ledelsen i DR.

På den anden side, hvad sker der så, når kvinderne stiller sig frem og nævner navnene på de tabermænd, som har forgrebet sig på dem – om det så er Morten Østergaard, Frank Jensen eller Mads Aagaard Danielsen?

De bliver udråbt som aggressive betonkællinger, der ikke kan tåle lidt mandlig og kærlig opmærksomhed.

De er overfølsomme snefnug, der bare kan sige fra.

Sagen er jo, at det har de faktisk gjort! Der lå flere klager på både Østergaard og Jensen. Men var der nogen, der tog dem alvorligt? Nej. Frank Jensen var jo bare glad. Og kastede sig derefter ud i at ævle om retssikkerhed, selv om beslutningen om at træde tilbage var hans egen, og han i øvrigt har erkendt de mange overgreb. Østergaard fik bare 'barnepige' på under festerne.

DR rydder stadig op i rodebunken af klager over Mads Aagaard Danielsen – som heller ingen har taget sig af.

Alligevel taler man nu om 'krænkerhysteri'.

Kan man ikke længere give et kompliment? – spørger Inger Støjberg og leger bekymret for flirtens uddøen. Jeg ved ikke, hvad det er for nogle mænd, hun har mødt på sin vej, men de lyder underlige, hvis tunge i øre, hånd på bryst og fysisk fastholden er en del af forførelsen.

Pernille Vermund samlede sin folketingsgruppe og legede 'hånd på et lår', som om det handlede om det!? Hvor er billedet, hvor de stikker hænderne op i skridtet på hinanden?

Line Baun Danielsen hylder, at hendes generation lærte at slå fra sig og sige nej. Javel, 'stærke kvinde', men hvor mange gange skal man egentlig sige nej? Og slå fra sig?

Hvorfor fanden skal jeg sættes i en situation, hvor jeg skal slå min chef eller give mine kolleger lussinger for at være i fred? Hvad fanden er det for en syg tankegang?

Derudover fabulerer hun over, hvordan kvinder i øvrigt går klædt. Selv vælger hun bukser og høj strik, når hun ikke vil opleve gramseri.

Det sidste her gider jeg af åbenlyse grunde slet ikke gå ind i …

Måske skulle de der damer tænke lidt over, at vi faktisk bare ikke gider det pis og tager ligestilling noget mere alvorligt.

Mild dom

Jeg blev helt bedrøvet, da jeg læste om dommen, Lauritz Lindboe Winds overfaldsmand havde modtaget for brutalt at have overfaldet Wind, smidt ham ud foran en bil og trampet ham i hovedet.

Seks måneder kostede det. Dommen var i øvrigt gerningsmandens tredje af slagsen.

Nogle gange sidder jeg vitterlig og ønsker amerikanske tilstande, så afstumpet vold bliver takseret lige så hårdt, som overfaldet er. Offerets liv er ødelagt, og gerningsmanden er allerede ude og fri til at smadre det fjerde liv. Men hvem tæller …

Abort er ikke til debat

Jeg blev lidt træt i masken, da jeg så, at DR lægger op til at debattere fri abort. Ikke hvornår man kan eller ikke kan få en abort, men vitterlig OM man skal kunne få en abort.

Det svarer til at debattere homoægteskaber igen.

Hvis du er imod abort, så lad være med at få en. Hvis du er imod homoægteskaber, så lad være med at gifte dig med en af samme køn. Det er meget enkelt. Og drop venligst det slaskede argument, at man tager for let på abort og barnets rettigheder.

Ingen kvinder bruger abort som prævention. Ingen kvinder tager let på at få en abort. Abort er ufedt og altid sidste udvej. Så hold så venligst snuden ude af min krop.

Hvem gælder reglerne for?

Jeg var ved at dø af grin, da jeg læste, at Søren Brostrøm ikke spritter af efter sig i fitnesscentret. Det er jo skørt, hvordan vores politikere og myndigheder nærmest systematisk skider på alle de regler og påbud, de selv udstikker. Joy Mogensen gider ikke bære mundbind til premiere – hun udtrykte dog glæde ved, at andre gjorde, så hun ikke blev smittet!?

Peter Hummelgaard og Ane Halsboe-Jørgensen fjernede afspærringer på sæderne i Det Kongelige Teater, så de som de eneste kunne sidde med deres gæster. De troede ikke, afspærringerne gjaldt dem, forklarede Ane Halsboe-Jørgensens presserådgiver.

Eva Kjer Hansen nægtede at tage mundbind på, da hun skulle på Havnegrillen i Aabenraa.

Kuk kuk. Men tak for underholdningen.