Ja, så skete det igen.

De små mænd, der (forhåbentlig) leger, at de ikke har den fjerneste ide om, hvornår en kvinde er interesseret i sex, eller hvad mon et kompliment er nu til dags, krøb endnu en gang frem på alle sociale medier.​

De små mænd, der mener, at samtykkeloven og MeToo er noget lort opfundet af betonlebber og mandehadere, og som ikke kan betyde andet, end at man nu pludselig skal skrive kontrakt inden samleje eller måske endda stadfæste aftalen med NemID – ellers kommer de ondskabsfulde feminazister efter en.

Når man sidder og hører på det lallende gylle i kantinen på arbejdet, er der kun en ting at sige: 'Ja, hvis du virkelig ikke har nogen som helst fornemmelse for, hvilken opførsel der er okay over for det modsatte køn – uanset hvilket, eller det samme – eller slet ikke kan fornemme, om en kvinde er interesseret i at have sex med dig, så er det præcis derfor, vi skal have en samtykkelov.'

Fordi du er en kæmpe idiot, der tilsyneladende ikke kan styre dig.

Anledningen til tastaturkrigerne er den politisk polerede og altid korrekte formand for De Radikale, Morten Østergaard, der havde lagt hånden på en kvindes lår for 'et årti siden', som han bevidst formulerede det.

Og det lyder jo ikke af ret meget, selv om han sad i Folketinget. Men nu var det jo sådan set heller ikke derfor, manden måtte gå!

Det måtte han, fordi han viste sig at være nogenlunde verdens største hykler og tæt på løgner, når han på den ene side bakkede partiets ligestillingsordfører, Samira Nawa, op og aldrig kunne se, at Jeppe Kofod var egnet som minister, men på den anden side påstod at have haft en 'samtale' med Lotte Rods krænker og nægtede at nævne hans navn over for folketingsgruppen, men forklarede at vedkommende havde fået en 'påtale'.

Javel ja! Morten havde haft en samtale med sig selv!? Påtalt sig selv. WOW! Og så forsøgte Morten at lukke Mortens egen sag ved at love ekstern undersøgelse af omfangets problem.

Morten kunne spare alle pengene ved at spørge sig selv til at starte med: 'Hvor mange unge kvinder har jeg egentlig krænket?'

Men igen-igen skulle sagen dysses ned – for det er nu engang nemmere at dømme andre end sig selv. Det er jo nemmere at råbe 'klammert' efter Jeppe Kofod og dække over sin egne magtforvredne og ucharmerende handlinger end selv at stå til ansvar.

Morten Østergaard måtte ikke trække sig på grund af en hånd på Lotte Rods lår for 10 år siden. Morten Østergaard blev smidt på porten, fordi han – i ledtog med Sofie Carsten Nielsen – ofrede offeret. Den polerede mand gjorde intet andet end at kæmpe for sin taburet. Præcis ligesom alle de andre magtmænd.