Normalt må man jo gifte sig med præcis den, man vil – medmindre man kommer fra et eller andet tilbagestående land i for eksempel Mellemøsten eller Afrika.
Alligevel har det danske kongehus igennem de seneste generationer haft den klare tradition, at prinser og prinsesser finder sig en ægtefælle i udlandet.
Kilder forklarer, at dronning Margrethe håndhæver det med fast hånd, og det kan der være mange gode grunde til.
Hvis du for eksempel har set portrætmalerier af datidens konger og dronninger, vil en paniklignende angst for indavl melde sig naturligt. Når man bliver ved med at formere sig inde for en begrænset genmasse, vil børnene komme til at se underlige ud. På et tidspunkt går det også i hjernen. Derudover har den uskrevne regel også til formål at undgå de mest åbenlyse skandalehistorier om tidligere sexpartnere, historier om coke og pot fra gymnasiet eller bare almindelige pinligheder i det grænseland, de fleste unge udlever.
Det er simpelthen nemmere at slette historien, hvis man kommer fra for eksempel Tasmanien end Espegærde.
Det er lykkedes – for det meste.
Men så kom Meghan Markle. Jeg vil slet ikke gætte på, om Meghan har været selvmordstruet, eller hvorvidt det var Kate, der fik Meghan til at græde, eller omvendt.
Faktum er, at den amerikanske skuespillerinde har slæbt en helvedes masse drama og lort ind på Kensington Palace og Windsor Castle. Om det så har været hertuginde-konflikter, vedholdende historier om grov behandling og mobning af tjenestefolk og ikke mindst en løs kanon af en far, som har offentliggjort personlige breve fra hertuginden, hyret paparazzofotografer og er i fuld gang med at lave en dokumentar om, hvorfor han og hans datter Meghan ikke taler sammen.
Jeg ved ikke, om det ligefrem kræver en hel dokumentarfilm at opklare mysteriet – mit forsigtige gæt er, at han er en grænseløs idiot på jagt efter penge, og hvem fanden gider have sådan et illoyalt røvhul af en far i sit liv?
Seneste påfund er en 30 dages frist til Harry og Meghan til at tage kontakt, ellers ævler han videre til alle, der gider høre på ham. Nu kan han med andre ord også kalde sig afpresser.
Det hele eksploderede i en udmelding af kongehuset samt et tell it all-interview til Miss Oprah, hvor det britiske kongehus blev beskyldt for regulær racisme og kynisme, og vi lærte, at nu er det ikke kun Meghan, der ikke har kontakt til farmand, men Harry ej heller til Charles.
Man begynder at forstå, hvorfor de kongelige kun måtte gifte sig med kongelige og ikke smukke skuespillerinder …
Farligt regnskyl
Jeg var ved at dø af grin, da jeg læste, at den dejlige blanding af antivaxere og coronafornægtere, der skulle fyre den af torsdag eftermiddag i de københavnske gader, har aflyst Danmarks såkaldt »genåbningsfest«.
Nu er Danmark jo beklageligvis slet ikke genåbnet – faktisk er de lunser, de store skolebørn og liberale erhvervsliv har fået, til grin – men det skulle da ikke afholde dem fra at feste på gaden. Altså, lige indtil vejret blev dårligt. Buhuuu.
Det er sgu da tankevækkende, at demonstranterne er mere bange for et regnskyl end for en smitsom virus.
Alt for mild dom
Til gengæld var der ikke meget at grine af, da jeg læste, at dobbeltmorderen Martin Christensen er sluppet med sølle 16 års fængsel for først at have nedslagtet Morten Messerschmidts søster med 28 knivstik, for derefter at køre ud til en ekskæreste og knivdræbe hende med hele 19 stik. To kvinder har mistet deres liv i en vanvittig og planlagt blodrus. I alt har fem børn har mistet deres mor.
Livstid kunne der åbenbart ikke blive tale om. Retten mente nemlig, at Line Messerschmidt havde været manipulerende. Og hun havde også truet morderen med at forlade ham – altså, fordi han så den anden kvinde. Og den slags er formildende, og derfor kan vi hilse på Martin igen i nattelivet allerede om cirka 11 år.
Skattesmæk
Og mens der måske ikke er meget at se frem til den nærmeste tid med stramme og ofte helt usammenhængende nedlukninger, så læste jeg, at mange danskere nu også kan se frem til et gigantisk skattesmæk. For man har ikke kørt så meget, som man plejer, og får mindre fradrag, og nogle har måske glemt de indefrosne feriepenge. Og sådan kan jeg blive ved.
Altså, skal vi se at få gang i det her samfund? Ikke bare så vi kan få kørselsfradrag, men så de unge ikke bliver ensomme, dårligere uddannet, så flere brancher kan tjene penge, så vores udsatte kan plejes ordentligt efter en særdeles hård tid!
Tak.
