I sommer blev min mor dårlig.

Hun kunne pludselig ikke trække vejret.

Der var en kæmpe trykken for brystet, og i en bus ud til sin mand på plejehjem – som hun først måtte besøge nu, efter den første lockdown – blev den tunge trykken til kvalme, og hun besvimede i bussen.

Det sidste, hun hørte, var et knald mod gulvet.

Da hun vågnede, stod buschaufføren ind over hende, og hun blev bragt på hospitalet. Hun fik taget nogle enkelte prøver og blev sendt hjem igen, samme dag, for at vente på svar.

Min mors tilstand blev med dagene forværret. Hun ringede 1813, men fik at vide, at hun måtte kontakte sin praktiserende læge næste dag. Hun kunne ikke tilses på grund af corona. Hun var jo ellers lige blevet testet ved den korte indlæggelse, men hun kunne jo være blevet smittet i mellemtiden.

Efter nogle dage ringede hun igen. På det tidspunkt kunne hun næsten ikke trække vejret. Hendes ene ben var hævet, og hun turde derfor ikke gå ud, med angst for ikke at have luft til at komme tilbage op på anden sal.

To gange blev hun afvist på 1813 med en venlig sludder om bare at slappe af. Efter endnu flere dage tog hun en taxi til det lokale hospital, hvor hun sjovt nok også blev afvist – på grund af frygt for covid-19.

Min mor er 75 år, normalt i ret fin form, men det her gjorde hende forvirret og nervøs.

Var hun bare hysterisk? Ville det måske gå væk af sig selv? Hvad var der med det ben?

Værst var den konstante hiven efter vejret og den underlige trykken i brystet, der kun forværredes og flyttede sig.

Hendes læge var på ferie, og mens de fleste af os andre måske ville kontakte et andet lægehus, så ventede hun – altså på nær, når hun jo akut måtte ringe efter hjælp på 1813 eller tog op til Frederiksberg Hospital i dyb bekymring for sin uvante situation.

Da hendes læge kom tilbage fra ferie, fik hun en akuttid samme dag og blev sendt direkte på hospitalet, hvor hun gudskelov nu blev taget imod og undersøgt.

Det viste sig, at min mor havde en blodprop i benet og adskillige i lungerne. Og så havde hun en infektion.

Hospitalet beholdt hende i seks dage, hvor hun kom på blodfortyndende medicin og antibiotika.

Min mor har det bedre i dag – men ikke godt. Blodpropperne var blevet til mange, og nu viste det sig, at det sørme også er hjertet, den er gal med – og den slags hjælper panodiler altså ikke på.

Sundhedsminister Magnus Heunicke skulle på et samråd denne uge forklare en række kræftpatienter og partier den absolut uhyggelige nedprioritering i sundhedsvæsenet af alle andre sygdomme end corona.

Som sædvanligt fik vi ingen fik svar – andet end at man ville iværksætte en kampagne for de døende, der aldrig blev taget hånd om, så de kan få erstatning.

Javel, tak for kampagnen. Men kunne man forestille sig at forsøge sig med forkant, så den slags ulækre tiltag ikke bliver normalen?

Sygeligt opmærksomhedskrævende

Jeg blev sgu noget forarget, da jeg læste om Fie Oppenhagen, der åbenbart har løjet sig dødeligt kræftsyg igennem de seneste fire år. I de år har hun turneret medierne fra Politiken til 'Go' aften live' med historien om kræften som gaven til livet og fuppet syge følgere.

Jeg kaster op af væmmelse. Og så undres jeg over, hvor fanden hendes familie var i det her? Hvor var hendes mand? Hendes forældre? Har de virkelig intet vidst? Har de aldrig undret sig over ikke at have været med til en eneste lægesamtale med Fie? Ikke set operationsar? Undret sig over ikke at skulle på hospitalsbesøg? Ikke fulgt medicinering?

Fie er muligvis psykisk syg – måske sygeligt opmærksomhedskrævende. Grimt er det, uanset.

Pause fra gloriepudsning

Nå, men det var da også lidt ærgerligt for de ellers alle dages hellige, De Radikale, da Kvinfo færdiggjorde deres rapport om sexchikane i netop dette parti.

Det viste sig, at omkring en tredjedel af partiets kvindelige ansatte på Christiansborg har været udsat for seksuelle krænkelser, men kun ganske få er gået til ledelsen

Og hvad er så forklaringen på det? Jo, den var, at det i disse tilfælde havde været ledelsen, der havde krænket. Ja, man forstår jo pludselig godt, hvorfor Morten Østergaard ikke vil genopstille. Og man forstår jo godt, hvorfor der er så tavst blandt de resterende. Måske vi andre får en pause nu fra gloriepudsningen.

Nu bliver Viaplay meget bedre ...

Jeg var ved at pisse i bukserne af grin, da jeg læste Viaplays kundehenvendelse om prisstigning.

Den lød noget i retning af: 'Hej kunder, håber I har det godt. Vi vil smadder gerne være bedre, og derfor hæver vi nu priserne med knap 35 procent til 449 kroner.' Jamen dog, Viaplay, hvor er det da dejligt, at I gerne vil være bedre. Og hvor er det dejligt, at I har så stor tiltro til jeres kunder, at I hverken føler behov for at redegøre for, hvordan I vil være bedre, og hvad jeres kunder præcis får ud af det. De skal bare betale ved kasse 1.'

Jeg vil forsøge samme strategi hos min arbejdsgiver.