Hvilken ordning har I?

Vi har 7/7. Nogle har 5/9, og da jeg var lille, havde fædrene deres børn hver anden weekend. Det har jeg altid tænkt var noget værre lort.

Kunsten at være deleforældre går ud på at balancere livet med eksen og ikke mindst børnene, hvor kompromis og fleksibilitet vist er nogle af kodeordene.

Men herhjemme går det faktisk godt. Faktisk går det så godt mellem mig og min eksmand, at jeg nogen gange helt glemmer at savne mine børn de uger, jeg ikke har dem.



Under coronaen var det svært. Jeg ville helst have dem fysisk hos mig, nusse dem og putte dem. Jeg savnede at lege med dem og servicere. Jeg savnede rutiner – og nærvær.

Men nu hvor samfundet er genåbnet og byder livet udenfor velkommen, så er sandheden, at jeg også kan have det fuldstændig fantastisk de uger, jeg ikke har børnene.

Min lever har det muligvis ad helvede til, men faktisk har jeg ikke meget ondt at sige om livet med delebørn. De uger, jeg har ungerne, er jeg nemlig mentalt til stede, som jeg sjældent har været.

Jeg nyder at handle ind med ungerne. Jeg synes, det er kæmpe grineren at handle stort i Føtex, og kan ikke se noget problem i at vandre etagerne igennem måske fire gange og først komme ud efter halvanden time.

Jeg elsker at have dem i sengen om natten, selv om de både skærer tænder og sparker mig i maven. Jeg synes, det er sindssygt hyggeligt at gå i skoven, trække ponyer. Og der er ingen grænser for, hvor mange gange jeg kan se 'Alice i Eventyrland' og 'Charlie og Chokoladefabrikken'.

Jeg tror faktisk, at jeg er en bedre mor nu, end jeg var tidligere.

Og så er der altså de uger, hvor jeg ikke har børnene – de uger, hvor jeg burde savne. Og det gør jeg faktisk også en gang imellem. Men sandheden er også, at jeg nyder min frihed.

Jeg nyder at spise frokost med mine veninder, uden bagkant. Det er fedt ikke at skulle piske, storsvedende på sin klodsede ladcykel, igennem byen for at hente unger inden 16.00.

Jeg har kæmpe optur over ikke at skulle op om morgenen, men bare kunne sove, lige til jeg vågner. Det er skønt at kunne være spontan, som jeg var i denne uge, da jeg onsdag eftermiddag stak hovedet ind til min lokale vinhandler og blev hængende – og fuld – til efter luk og mistede både min cykel og alle mine nøgler, men kunne have mine tømmermænd i fred uden at skulle foregive at være frisk og pendle byen tynd i ærindehelvede.

Det er fedt at æde takeaway på upassende tidspunkter og drysse i biografen til den sene forestilling. Det er faktisk ret okay ikke altid at have ansvar for andre end sig selv.

7/7 har altså sine fordele. Midt i al sorgen over ikke at være en hel familie, så må man altså gerne sige højt, at deltidsmor også kan noget.